Erhverv

Rejseselskabs svindende formue truer bryllupsplaner

Mere end 150.000 briter frygter, at de vil strande i udlandet som følge af en konkurs.

Det 178 år gamle Thomas Cook er et af verdens ældste rejseselskaber med millioner af kunder.
Foto: Clara Margais/picture-alliance/dpa/AP Images.

Flere hundredetusinde rejsende frygter at få ødelagt ferien - og mere til - i lyset af Thomas Cooks enorme gæld og rygter om konkurs.

Det skriver The Times.

Den ramte rejsegigant kæmpede fredag aften med at berolige passagerer, der har booket rejse med selskabet.

Mere end 150.000 briter frygter, at de vil strande i udlandet som følge af en konkurs, og flere risikerer en ødelagt ferie, hvis det 178-årige rejseselskab må smide håndklædet i ringen.

Og endnu mere er der på spil for englænderen Gary Hutton, der frygter, at han og hans fremtidige kones planlagte bryllup næste måned på Cypern vil blive annuleret med kort varsel. Brylluppet har kostet 10.000 pund, der svarer til mere end 84.000 kr., og er blevet booket gennem Thomas Cooks bryllupsservice.

»Det er meget nervepirrende ikke at vide, hvad der kommer til at ske. Alt er booket gennem Thomas Cook, så det hele afhænger af dem,« fortæller han til The Times.

Mindst 10 af de 18 inviterede gæster skal efter planen rejse med Thomas Cook til brylluppet.

Det vides endnu ikke, om passagerne vil få refundering for eventuelle aflysninger på baggrund af konkurs.

Rejseselskabet var fredag i frit fald på børsen, efter at der torsdag blev sået tvivl om selskabets redningsplan. Aktien faldt 22,8 pct. til 3,45 pence, og værdien af selskabet er nu skrumpet til bare 53 mio. pund.

Ledelsen i Thomas Cook nåede i sidste måned til enighed med sin største aktionær, kinesiske Fosun, om en redningsplan til en værdi af 900 mio. pund, der i næste uge skal godkendes af selskabets kreditorer.

En anonym kilde tæt på forhandlingerne fortalte dog torsdag til Reuters, at en af kreditorerne Royal Bank of Scotland i sidste øjeblik har stillet krav om yderligere 200 mio. pund.

Thomas Cook blev grundlagt i 1841 af en møbelsnedker og en tidligere præst og er i dag Storbritanniens ældste rejseselskab. Selskabet har i øjeblikket en gæld på mere end 10 mia. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også