Erhverv

Tre trin du skal kende, hvis et rejseselskab går konkurs

Det er muligt at få fuld kompensation for rejsen, hvis du ved hvordan.

Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Rejsen var planlagt, og ferien var booket. Men så sker der det, der ikke må ske, og rejseselskabet, som du har booket din rejse hos, går konkurs.

Øv. Ferien kan du ikke få tilbage, men det er stadig muligt at få erstatning for rejsen, hvis du ved hvordan.

Vagn Jelsøe, der er vicedirektør ved Forbrugerrådet Tænk, har en række råd til, hvordan man hurtigst og lettest kommer igennem en erstatningsproces.

Hvad sker der, hvis man har købt en pakkerejse hos et rejseselskab, der går konkurs?

»Man er dækket af rejsegarantifonden, så hvis man er ude at rejse, i mens de går konkurs, får man hjælp til at komme hjem. Og hvis man ikke er taget afsted endnu, får man pengene retur. Rent praktisk skal kunden løbende orientere sig på Rejsegarantifondens hjemmeside, hvor de med det samme skriver, hvad man skal gøre, hvis et rejseselskab går konkurs,« fortæller Vagn Jelsøe.

Den samme praktis gælder også ved flyrejser, men her er erstatningen ikke ligeså god, da der er en selvrisiko på 1.000 kr. Derudover dækker Rejsegarantifonden, ifølge Vagn Jelsøe, kun så længe »at der er penge i kassen«. 

»Her vil man først prioritere rejsende, der er strandet langt væk, og som skal have hjælp til at komme hjem. Rejsegarantifonden ser derefter på i hvilket omfang, de har råd til at dække for de kunder, der har købt en flybillet, men endnu ikke er taget afsted,« fortæller han.

Det første trin er derfor altid at kontakte Rejsegarantifonden, men hvis de ikke kan dække hele eller dele af beløbet, er der et par andre ting, som du kan gøre istedet. Det gælder bla., hvis du har betalt rejsen med et internationalt pengekort.

»Hvis du har betalt turen med f.eks. Visa eller Mastercard, er der en anden måde at få dækket det beløb, som Rejsegarantifonden ikke dækker. Her er der en indsigelsesret ved konkurser, hvor kunden kan gøre indsigelse mod sin bank, og få banken til at refundere det beløb, som Rejsegarantifonden ikke refunderer,« siger Vagn Jelsøe.

Han understreger derudover, at kunden skal være opmærksom på, om de har en rejseforsikring, der dækker konkurs. Hvis det er tilfældet, er det også her muligt at hente refundering for den aflyste rejse.

BRANCHENYT
Læs også