Spies-rejsende ramt af konkurs - alle flyafgange aflyst
Kollapset i verdens ældste rejseselskab påvirker over 1.000 gæster hos danske Spies.
Verdens ældste rejseselskab, Thomas Cook, er kollapset, og det får mandag store konsekvenser for cirka 1.400 rejsende hos danske Spies, der er en del af Thomas Cook-koncernen.
Konkursen betyder, at samtlige Thomas Cook-fly i Skandinavien er aflyst. Det påvirker godt 1.400 Spies-gæster, som enten skulle være fløjet på ferie i dag, eller som nu er strandet på en feriedestination ude i verden.
»For seks timer siden var jeg overbevist om, at vi ville overleve. Sådan gik det ikke. Nu må vi samle tropperne, for dette er stort og omfattende. Jeg ved ikke, om flyene fra Thomas Cook Airlines Scandinavia kommer på vingerne igen i løbet af dagen. Lige nu er der så mange ubekendte faktorer,« siger Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef hos Spies.
Omkring 80 pct. af Spies' gæster flyver med Thomas Cook Airlines Scandinavia, som altså nu har indstillet alle flyvninger.
Thomas Cook-koncernen har i flere uger arbejdet intenst med en storstilet redningsplan, men den faldt i sidste øjeblik til jorden. Derfor måtte verdens ældste rejseselskab klokken 3 søndag nat søge om konkurs ved retten i London.
»Det var virkelig tæt på. Og jeg troede på, at det nok skulle lykkes,« siger Lisbeth Nedergaard.
Alle Spies-gæster, som er påvirket af konkursen, får direkte besked, oplyser hun. Det er stadig muligt at bestille rejser gennem Spies' hjemmeside.
Ifølge flere britiske medier kan Thomas Cooks konkursbegæring sætte gang i et større »brandudsalg« for at skaffe penge til selskabets kreditorer. Guldægget i det udsalg er forretningsenheden Thomas Cook Northern Europe, som Spies er en del af, og som i flere år har givet pæne millionoverskud.
Thomas Cook Northern Europe omfatter rejsebureauerne Spies i Danmark, Ving i Sverige og Norge, Tjäreborg i Finland samt charterflyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia med hovedsæde i Københavns Lufthavn.
I alt er over 500.000 Thomas Cook-gæster lige nu strandet rundt om i verden. Rejsegiganten afvikles med øjeblikkelig virkning, og dermed slutter 178 års rejsehistorie både abrupt og voldsomt.
Thomas Cooks historie går helt tilbage til 1841, da en britisk erhvervsmand af samme navn begyndte at arrangere togrejser fra Leicester til Loughborough.
Siden har selskabet overlevet to verdenskrige, men en tyngende milliardgæld og en fejlslagen redningsplan har nu taget livet af det hæderkronede selskab.
Thomas Cook-koncernen havde ellers sikret sig 900 mio. pund i finansiering til at fortsætte driften. Men da en af selskabets banker pludselig krævede 200 mio. pund ekstra for at støtte op om redningsplanen, faldt det hele til jorden.
»Jeg vil gerne undskylde over for vores millioner af kunder, tusindvis af ansatte, leverandører og samarbejdspartnere, som har støttet os i mange år,« udtaler topchefen for Thomas Cook, Peter Fankhauser, i en meddelelse tidligt mandag morgen.
Ifølge Financial Times havde Thomas Cook også henvendt sig til den britiske regering i håb om at få økonomisk hjælp.
Men det ville regeringen ifølge udenrigsminister Dominic Raab ikke forpligte sig til.
Thomas Cook har næsten 22.000 medarbejdere, heraf 9.000 i Storbritannien.