Erhverv

Dansk møbelkoncern udskifter topchefen - igen

Kapitalfond og bestyrelse bag møbelselskabet BoConcept sender den anden topchef på kun to år ud. Det går for langsomt med at skabe global vækst.

Hollandske Anton van de Putte er efter to år på posten som adm. direktør fortid i danske BoConcept. Foto: Joachim Ladefoged.

Væksten udvikler sig for langsomt i den danske møbelkoncern BoConcept. Derfor har ejere og bestyrelse netop skilt sig af med selskabets hollandske topchef.

52-årige Anton van de Putte blev for to år siden ellers hentet til Herning som koncernchef for BoConcept, som er en af de største virksomheder i den danske møbelbranche. Hollænderen kom til fra et job som adm. direktør for møbelvirksomheden Stokke i Norge.

BoConcept har en franchisekæde med 280 butikker i 60 lande og satser udelukkende på afsætning gennem egen detailkæde. Virksomheden, der ejes af den internationale kapitalfond 3I Group gennem selskabet Layout Bidco, kom ud af 2018/19 med en vækst på 3,6 pct.

BoConcept
  • Møbelselskab etableret i 1952 i Herning og tidligere kendt under navnene Denka Møbler / Club 8 Møbler.
  • Blev i 1984 børsnoteret.
  • Skiftede i 2006 navn til BoConcept Holding.
  • Har i dag 280 butikker i 60 lande, drives af lokale franchisetagere.
  • Hovedsæde i Herning og produktion i Ølgod.
  • Blev afnoteret fra børsen i 2016, da kapitalfonden 3I Group med hovedsæde i London købte selskabet.

Den nu forhenværende adm. direktør sagde selv i fjor i et interview med Finans, at væksten i det nye regnskabsår skulle være tocifret og dermed mindst på 10 pct.

Fremgangen i 2018/19 er ifølge bestyrelsesformand Sanna Suvanto-Harsaae for lille. Derfor er bestyrelsen og Anton van de Putte netop blevet enige om at afbryde samarbejdet.

»Det er udramatisk. Men vi mener, at potentialet i BoConcept er større end den aktuelle vækst. Derfor skal nye værktøjer tages i brug,« siger bestyrelsesformanden.

Sanna Suvanto-Harsaae træder i en periode selv mere aktivt ind i driften hos BoConcept. Peter Linnet, der er ansvarlig for bl.a. produktionen, er konstitueret adm. direktør, indtil en ny er på plads.

BoConcept med hovedsæde i Herning og egen produktion i vestjyske Ølgod var indtil 2016 børsnoteret. Selskabet blev da overtaget af kapitalfonden og afnoteret, da de tidligere hovedaktionærer - fra de oprindelige ejerfamilier - også blev købt ud.

For et år siden lagde Anton van de Putte ikke skjul på, at kravet fra ejeren til ham og selskabet var vækst. Han sagde således i et interview:

»Min opgave er at sikre, at vi ikke kun en møbelvirksomhed - men snarere en retalier i den globale møbelverden. Selskabet har eksisteret i 65 år, men lever i bedste velgående med et detailkoncept, som har bevist, at det fungerer globalt. Det gør ekspansion nemmere.«

Anton van de Putte afløste i 2017 den daværende adm. direktør Torben Paulin, der havde været ansat i selskabet gennem 23 år. Paulin blev af bestyrelsen udskiftet efter at have »afsluttet en succesfuld turnaround af BoConcept,« som det blev formuleret af formanden. Selskabets bestyrelse og ejer ønskede da i stedet en ny direktør til en kommende »periode med kraftig, international vækst«.

Finans har uden held forsøgt at få en kommentar fra Anton van de Putte til den pludselige afgang fra BoConcept.

Årsregnskab:

BoConcept Holding A/S (mio. kr.)2018/192017/18
Omsætning1.3101.264
Driftsresultat (ebit)116103
Resultat før skat11287
Årsresultat8365
Egenkapital1.1961.112
BRANCHENYT
Læs også