Spies genoptager rejser tirsdag på trods af konkurs
Spies er tirsdag morgen klar til at begynde flyvninger igen.
Selv om britiske Thomas Cook Group, der bl.a. ejer danske Spies, begærede konkurs mandag, meddeler Spies nu, at selskabet vil genoptage sine rejser tirsdag morgen.
Det skriver Spies på sin hjemmeside.
»Der er blevet arbejdet på højtryk hele mandagen for at få Thomas Cook Airlines Scandinavia tilbage i luften og dermed i normal drift. Vi kan nu meddele, at flyvningerne vil blive genoptaget fra tirsdag,« skriver Spies.
Mandag betød konkursen i Thomas Cook Group, som står for størstedelen af Spies-flyvningerne, betyder, at man danskeres fly til eller fra rejsemålet blev aflyst. Det påvirkede godt 1.400 Spies-gæster, som enten skulle være fløjet på ferie i dag, eller som nu er strandet på en feriedestination ude i verden. Alt i alt er omkring 6.000 Spies-kunder ”fanget” på en destination ude omkring i verden.
Mandag stoppede Spies salget af rejser, indtil der er klarhed over konkursboet i Thomas Cook Group. Men fra tirsdag er det altså lykkes at få Thomas Cooks skandinaviske fly op i luften igen for at flyve de gæster, som allerede har bestilt rejser fløjet til og fra deres destination.
»Er du på rejsemålet og venter på at komme hjem, vil du modtage et hjemrejsetidspunkt pr. sms,« lyder meddelelsen til alle de gæster, som ikke kunne komme hjem fra rejsen som planlagt mandag.
Ifølge Spies er der på grund af konkursen opstået problemer med betalinger af hoteller flere steder.
»I løbet af de nærmeste dage kan der fortsat være problemer, hvilket vi beklager meget. Vi har løbende kontakt til de berørte parter for at løse dette,« siger Spies.
Med 274.000 solgte rejser sidste år er Spies Danmarks største rejsevirksomhed, og selskabet havde i det seneste regnskabsår et overskud på 60 mio. kr.