Boris Johnson revser topchefer i Thomas Cook for store lønudbetalinger
Den britiske premierminister, Boris Johnson, kritiserer topchefer i Thomas Cook for at modtage store lønudbetalinger forud for rejseselskabets konkursbegæring, der har efterladt mange tusind passagerer strandet.
Det skriver den britiske avis Evening Standard.
Flere topchefer i Thomas Cook har angiveligt til sammen modtaget, hvad der svarer til 20 mio. pund - svarende til 169 mio. kr. - i løn og bonusser siden 2014.
Boris Johnson sætter mandag spørgsmålstegn ved rigtigheden i, at topcheferne udtaler "store pengesummer" til sig selv, alt imens selskabet "går i vasken".
- Jeg sætter for det første spørgsmålstegn ved, om det kan være rigtigt, at topchefer - eller hvem som helst - bestyrelsen - bør betale dem selv store pengesummer, når forretningen går i vasken på den måde, sagde Boris Johnson ifølge Evening Standard.
Konkursbegæringen har nu resulteret i, at flere tusind passagerer er strandet for anden dag. Det er den største evakuering siden anden verdenskrig.
Udbetalingerne til topcheferne vil blive efterforsket af den britiske myndighed Insolvency Service, der vil efterforske omstændighederne ved Thomas Cooks konkurs.
Omkring 150.000 turister venter nu på at blive fløjet hjem. Det vil ske i løbet af de næste 14 dage. Hjemflyvningerne varetages af den britiske luftfartsmyndighed, CAA, og ventes at koste 100 mio. pund.
/ritzau/FINANS