Flere køb i supermarkederne sender detailsalget op

Detailsalget steg en anelse i august. Det blev trukket op af dagligvarer, mens der blev købt mindre tøj.

Detailsalget er et blandt mange nøgletal, som økonomer følger tæt for at vejre stemningen blandt forbrugerne og dermed Danmarks økonomi. Foto: Thomas Borberg

De danske forbrugere brugte lidt flere penge i de danske butikker i august, hvor der blev købt mere mad og andre dagligvarer, mens salget af tøj til gengæld faldt.

Detailsalget steg med 0,3 procent i august sammenlignet med juli. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Når detailsalget steg i august, skyldes det navnlig, at der blev solgt flere dagligvarer og andre forbrugsvarer, mens der igen blev solgt mindre tøj, skriver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.

- Tøjsalget svinger kraftigt fra måned til måned, men overordnet peger pilen nedad. Det vidner om, at der fortsat er store udfordringer for branchen, der blandt andet presses af internationale onlinebutikker, skriver hun.

Detailsalget er et blandt mange nøgletal, som økonomer følger tæt for at vejre stemningen blandt forbrugerne og dermed Danmarks økonomi.

Detailsalget indeholder dog ikke alle de køb, som forbrugerne gør på udenlandske webshops. Det tal er steget gennem de seneste år.

Samlet set er detailsalget steget en anelse i 2019 sammenlignet med sidste år.

- Det er langtfra prangende og bekræfter, at forbrugsopsvinget herhjemme er stadig ret behersket, skriver Louise Aggerstrøm Hansen.

- Det er, til trods for at danskerne fortsat får flere penge mellem hænderne, blandt andet fordi priserne kun stiger meget langsomt.

- Samtidig er den ekstremt lave rente med til at understøtte boligmarkedet og give mere luft i økonomien for mange, skriver hun.

BRANCHENYT
Læs også