Serier

Skatteministeren går ind i sag om formodet momssvindel

Skatteminister Morten Bødskov kræver svar fra Skattestyrelsen om formodede momssvindelselskaber.

Grand Theft Europe – momsmillionerne, der forsvandt
Skatteminister Morten Bødskov ønsker nu en redegørelse fra Skattestyrelsen i sagen om den forsvundne momsmillioner. Foto: Jonas Olufson / Scanpix Collage: Anders Thykier.

Hvordan kunne der gå flere måneder med gentagne varslinger overfor en række formodede momssvindelselskaber, før skattemyndighederne greb ind?

Det spørgsmål kræver skatteminister Morten Bødskov (S) nu svar på fra Skattestyrelsen, efter at Finans og dagbladet Information de seneste uger har afdækket, hvordan en række forretningsmænd via stribevis af nu krakkede selskaber, har oparbejdet en gæld på over 800 mio. kr. i ubetalt moms og skat til staten.

Penge, som for de flestes vedkommende er forsvundet, og hvor to jihadister med forbindelse til terrorbevægelserne al-Qaeda og Islamisk Stat har spillet en central rolle.

Hvis det viser sig, at kontrollen ikke har været udført i tilstrækkelig grad, eller sanktionsmulighederne ikke er blevet brugt, så vil jeg straks indskærpe dette overfor styrelsen.

Morten Bødskov skatteminister

Derfor skal Skattestyrelsen altså nu give en redegørelse til skatteministeren.

»Hvis det viser sig, at de mangler redskaber eller muligheder for at stoppe svindlerne, så er jeg naturligvis klar til at drøfte det med dem, ligesom vi vil sikre, at der er et stærkt myndighedssamarbejde. Og hvis det viser sig, at kontrollen ikke har været udført i tilstrækkelig grad, eller sanktionsmulighederne ikke er blevet brugt, så vil jeg straks indskærpe dette overfor styrelsen,« skriver Morten Bødskov i et skriftligt svar om sagen.

Sådan gjorde vi

Kortlægningen bygger på sammenfaldende oplysninger fra forskellige dokumenter, herunder fra retssager og advokatredegørelser.

For at blive defineret som en del af netværket kræves flere forbindelser til andre personer i netværket såvel som tilknytning til selskaber, der formodes at have været involveret i moms- og skattesvindel.

Tilknytning til netværket bygger på oplysninger om blandt andet:

- Pengestrømme

- Sammenhænge mellem direktør og bagmænd

- Adressesammenfald

- Ansættelser i selskab brugt til svindel

- Roller i ledelse eller som stifter af selskab brugt til svindel

- Salg af selskaber

- Informationer, der enten er bekræftet af personen selv eller af mindst to af hinanden uafhængige kilder

- Familierelationer

- Skjult ejerskab eller ledelse bag stråmand

Nogle af kriterierne kan ikke alene benyttes som indikator for tilknytning, f.eks. adressesammenfald og familierelationer.

I kortlægningen af det formodede momssvindelnetværk fremgår det bl.a., at selskabet MEM Catering, der kan knyttes til flere jihadister, den 23. oktober 2014 fik besøg af skattemyndighederne. Under besøget blev det konstateret, at hverken selskabet eller dets udenlandske direktør kunne findes på adressen. Der var kun en postkasse med firmaets navn, hvor skattemyndighederne smed et varselsbrev i.

Seks uger efter inddrog skattemyndighederne selskabets momsregistrering. Men i den mellemliggende periode havde MEM Catering ifølge kortlægningen alligevel nået at køre mere end 7 mio. kr. igennem selskabets konto - heraf 1,5 mio. kr., som burde have været afregnet til statskassen som moms.

Den tidligere skattemedarbejder Lars Kamp Eriksen udtalte onsdag, at han allerede i 2014 advarede den daværende skatteminister Morten Østergaard (R) om problemerne med momssvindlere, der fik for let spil. I en kommentar til sagen har Morten Østergaard erkendt, at skattekontrollen efter flere lempelser formentlig har været for nedbarberet.

»Det samlede sagskompleks her bidrager til et billede af, at når der ikke er tilstrækkelige ressourcer i kontrollen, så efterlader det alt for store muligheder for at man kan udnytte de kringelkroge, der er,« udtalte han.

Grand Theft Europe

Finans samarbejder i #Grandthefteurope med 35 europæiske medier fra samtlige lande i EU, koordineret af den tyske non-profit researchorganisation Correctiv.

· Sammen kulegraver netværket af undersøgende journalister sindrigt organiserede momskarruseller, der udgør det største igangværende skattesvindelkompleks i EU.

· Læs mere her: www.grand-theft-europe.com.

Skatteminister Morten Bødskov mener, at der er behov for at styrke skattekontrollen.

»Vi skal gøre alt for at stoppe de svindlere, der vil tømme fællesskabets kasse. Det gælder ikke kun på momsområdet, men i hele skattevæsenet,« skriver han.

Også justitsminister Nick Hækkerup har bebudet ændringer i den måde, myndighederne i fremtiden skal behandle sager om momssvindel og mulig terrorfinansiering.

Finans og Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Skattestyrelsen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også