Grusgrave rykker tættere på naboerne. Regioner presser på for erstatning til dem
De danske regioner vil hjælpe naboer, der føler sig generet af grusgrave. Ejerne af grusgravene støtter idéen om at give kompensation for værditab.
Mange af de nuværende grusgrave er ved at være tømt for sand og grus, samtidig med at behovet for især sand de kommende år ventes at stige kraftigt.
Derfor foreslår regionerne nu i et brev til miljøministeren, at man indfører en ordning, så naboer til grusgrave fremover bliver kompenseret for deres værditab, på samme måde som naboer til vindmøller i dag bliver det. Kompensationen skal betales af dem, der tjener på grusgravene.
Det her handler om at tilgodese folk, der bliver berørt og oplever et værditab.Heino Knudsen, formand for miljøudvalget i Danske Regioner og formand for Region Sjælland
»Det handler om at tilgodese folk, der bliver berørt og oplever et værditab. Vi kan se, at det er en god forretning for en hel del private aktører at indvinde råstoffer. Derfor bør der være basis for, at man lægger det ind i de aftaler, der indgås,« siger Heino Knudsen, formand for miljøudvalget i Danske Regioner og formand for Region Sjælland.
Lige nu er regionerne i forbindelse med Råstofplan 2020 i færd med at udpege nye områder til grusgrave. Alene i Midtjylland arbejder man med 80 nye forslag. Hver gang, der peges på nye arealer, medfører det protester fra naboer, lyder det fra regionen.
Dansk Byggeri, der repræsenterer både ejerne af grusgravene og de entreprenører, der har hårdt brug for sand og grus til byggeri af boliger, veje og jernbaner, er positiv.
»Grusgravene rykker tættere og tættere på bebyggede områder, samtidig med at adgangen til at udnytte grusgravene er presset af både fredninger og naboprotester. Og det er ikke nogen urimelig tanke at tale om en kompensation,« siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius fra Dansk Byggeri.
Han er heller ikke afvisende over for idéen om, at det er ejerne og brugerne af grusgravene, der skal betale kompensationen.
»Hvis man kan dokumentere en forringelse, er det ikke urimeligt med en kompensation,« mener Torben Liborius.
Miljøminister Lea Wermelin, der har modtaget brevet, har ikke ønsket at kommentere forslaget.

