Erhverv

Netcompany vinder ordre på 202 mio. kr. til en ny digital postkasse

Digitaliseringsstyrelsen har skrottet e-Boks og i stedet valg Netcompany til sin kommende leverandør fra 2021.

e-Boks har tabt udbuddet om den kommende udvikling af en ny Digital Post-løsning til Netcompany. Foto: Jens Dresling. Foto: Jens Dresling

Efter en længere budrunde har Netcompany vundet ordren på at udvikle en ny Digital Post-løsning for det offentlige.

Dermed ryger e-Boks ud, når det nye system er klar fra 2021, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Digital Post har som offentlig it-løsning været i udbud i henhold til lovgivningen, der kræver, at offentlige systemer udbydes løbende. e-Boks har vundet de to tidligere udbud af Digital Post i 2009 og 2015.

»Det lovpligtige udbud af Digital Post har været en anledning for os til at nytænke, hvordan den nye it-løsning skal indrettes, så den svarer til nutidens standarder og er mere fremtidssikret. Dette udbud vandt Netcompany, og vi ser frem til et godt samarbejde,« siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg.

For borgerne betyder den nye løsning, at de får en anden leverandør af digital post som sendes fra det offentlige.

Rent praktisk skal man (i 2021) downloade en anden app end den de fleste bruger i dag fra e-Boks. App’en er endnu ikke udviklet, men lanceres så snart Netcompany har leveret sit system og det bliver klar til brug.

»Vi vil naturligvis gøre vores allerbedste for, at alle borgere og virksomheder vil blive guidet trygt og sikkert gennem overgangen til en ny løsning, så alle kommer godt i gang med deres nye digitale postkasse,« siger direktøren.

Ordren til Netcompany lyder på 202 mio. kr. og omfatter udviklingen af en ny it-løsning og en driftsperiode på fem år med mulighed for en forlængelse på et år ad tre omgange.

»Vi glæder os over, at Netcompany er blevet udvalgt til at varetage en så vigtig og samfundskritisk opgave som at udvikle fremtidens Digital Post-løsning. Danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol, og som er tilpasset fremtidens behov og med fokus på høj sikkerhed,« siger André Rogaczewski, CEO for Netcompany. 

I alt tre leverandører var forhåndsgodkendt til at byde. Foruden Netcompany var det IBM og e-Boks.

For at få tidsplanen til at holde er kontrakten med e-boks forlænget frem til overgangen til den nye Digital Post-løsning, skriver Digitaliseringsstyrelsen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også