Erhverv

OECD delvist klar med planer om global skat

OECD-landene kommer nu med et forslag, der skal sætte en stopper for blandt andet multinationale koncerners skattespekulation.

OECD lægger op til, at selskaber som Google ikke længere kan få lov til at betale skat af deres overskud i de lande, de har lyst til. Foto: Bloomberg photo by Krisztian Bocsi

Verdens rigeste lande vil sætte en stopper for kæmpekoncernes mulighed for at flytte overskuddene til de mest skattelempelige lande.

Lande skal have ret til at beskatte en andel af særligt profitable multinationale selskabers globale overskud, skriver Financial Times.

Eksempelvis ville Frankrig derved få mulighed for at beskatte en del af det, som Google tjener på franske annoncører. Det samme gælder for især digitale koncerner som Amazon og Netflix, men også forbrugerselskaber som det franske luksusmærke LVHM, der ejer brandet Louis Vuitton.

»De nuværende regler, som stammer tilbage fra 1920’erne, er ikke længere tilstrækkelige til at sikre en fair allokering af skatterettigheder i en stadig mere globaliseret verden,« lyder det fra OECD.

Detaljerne for, hvordan man teknisk finder frem til, hvor stor en del af overskuddet der så må beskattes per land, arbejder OECD stadig med. Det er heller ikke besluttet, hvor store og profitable selskaberne skal være, før de er omfattet af skattereglerne.

Vinderne af OECDs skattteforslag vil blive store lande som USA, Kina og Storbritannien, mens taberne bliver skattely og ejerne af multinationale selskab.

Også Danmark står til at få milliarder i kassen, dog afhængigt af hvor mange danske multinationale selskaber der skal til at betale en del af skatten i udlandet. Danmark mistede 6,9 mia. kr. i selskabsskat i 2016 på, at multinationale selskaber betalte skat af det danske salg i andre lande, viser ny forskning fra Københavns Universitet og Berkeley University i Californien.

BRANCHENYT
Læs også