Fortsæt til indhold

FLSmidth nedjusterer forventningerne til året

FLSmidth nedjusterer forventningerne til årets ebita-margin, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Foto: FLS
Erhverv

Industrikoncernen FLSmidth nedjusterer forventningerne til 2019.

FLSmidth forventer nu, at selskabets ebita-margin i år lander på 8 pct. mod en tidligere forventning om et resultat i den nedre del af intervallet på 9-10 pct.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det er koncernens mining-division, der nu er skyld i, at FLSmidth ser sig nødsaget til at nedjustere på ebita-marginen.

»Vi ser godt momentum i serviceforretningen, men dele af vores Mining capital forretning leverer ikke den forventede margin. Vi har gennemgået projekt-porteføljen for fremadrettet at sikre en bedre sammenhæng mellem planlagt og realiseret margin,« siger Thomas Schultz, topchef i FLSmidth.

»En bidragende faktor har været de svækkede forretningsvilkår, som har forsinket beslutninger hos kunder og øget omkostninger, da det har været vanskeligt at sikre tilfredsstillende fremgang på nogle projekter. Samtidig oplever vi, at det bliver stadigt vanskeligere for mineselskaberne at få licenser til nye projekter,« tilføjer han.

Samtidig meddeler FLSmidth, at industrikoncernen nu venter afkast af investeret kapital i intervallet 10-12 pct. mod tidligere 12-14 pct.

Omsætningen ventes at lande i intervallet 20-21 mia. kr. mod tidligere i den øvre ende af intervallet 19-21 mia. kr.

FLS-aktien falder fredag eftermiddag med knap 5 pct. oven på meddelelsen.

Artiklens emner
Mineindustrien
FLSmidth