Erhverv

Makkerpar tjente millioner - nu er overskuddet væk

Det danske sneakerfirma Arkk Copenhagen må for andet år i træk se bundlinjen dykke. Men stifterne er hverken utilfredse eller bekymrede.

De to stiftere af sneakerfirmaet Arkk, Thomas Refdahl og Kasper Rasmussen, PR-foto.

To barndomsvenner fra Skælskør gjorde på kort tid deres sneakerfirma, Arkk Copenhagen, til en stor succes med pæne millionoverskud.

Men nu er overskuddet nærmest forduftet, viser et nyt årsregnskab.

Fra at have tjent 5 mio. kr. stod der i seneste regnskabsår kun 92.000 kr. på bundlinjen. Men stifterne er hverken utilfredse eller bekymrede.

»Vi har i dag tæt på 600 forhandlere i over 30 lande og har for første gang efter fire år stoppet op og gjort en effektiv indsats for at gøre organisationen mere optimeret og klar til at løfte bundlinjen med op i de kommende regnskabsår,« siger driftsdirektør Kasper Høj Rasmussen i en pressemeddelelse.

Sammen med barndomsvennen Thomas Refdahl fik han for få år siden idéen til at skabe et dansk sneakersbrand, som kunne skille sig ud fra bl.a. Nike og Adidas, hvis sneakers bliver flået ned af hylderne verden over.

Det blev så stor en succes, at to velhaverfamilier sidste år købte sig ind i firmaet.

Det drejer sig om tøjfamilien Martinsen, der står bag IC Group, samt Pandora-stifterne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsens venturefond North-East Venture, der til sammen købte lidt over en fjerdedel af Arkk.

Når overskuddet i Arkk to år i træk er faldet kraftigt, skyldes det ikke mindst, at sneakerfirmaet investerer heftigt. Bl.a. er antallet af fuldtidsansatte vokset fra 5 til 21.

Derudover har Arkk sagt farvel til en lang række kunder, som ifølge direktør Thomas Refdahl ikke har »arbejdet godt nok med brandet.«

»Vi har strammet organisationen ind og sidder i dag med et team, der er klar til løfte Arkk videre,« udtaler han.

Omsætningen i Arkk er hemmelig, men den voksede i seneste regnskabsår med 22 pct., oplyser selskabet. Det var lidt mindre end håbet, men dog mere end det generelle marked for sneakers i Arkks prisklasse.

Selskabet bag Arkk, State of North ApS, har en egenkapital på 26 mio. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også