Erhverv

Erhvervsfamilie indkasserer endnu et millionunderskud

Erhvervsmanden Ivan Bjerg-Larsen og hans familievirksomhed må for tredje år i træk indkassere et milliontab, viser nyt regnskab.

Ivan Bjerg-Larsen og IBL Group må indkassere endnu et underskud. Arkivfoto.

Efter to år med røde tal havde den danske erhvervsmand Ivan Bjerg-Larsen sat næsen op efter, at familievirksomheden IBL Group skulle komme ud af regnskabsåret med et rundt nul på bundlinjen.

Men sådan kom det ikke til at gå.

Et nyt regnskab viser, at IBL Group kommer ud af regnskabsåret 2018/19 med et underskud på 14 mio. kr. efter skat – og dermed må IBL Group for tredje år i træk indkassere et underskud.

»Resultatforventningen for regnskabsåret var et nulresultat. Målsætningen blev langt fra opfyldt. Ledelsen finder årets resultat meget utilfredsstillende,« står der i regnskabets ledelsesberetning.

Sidste år havde IBL Group, der ejer en række virksomheder inden for forskellige slags brancher, et underskud efter skat på 20,5 mio. kr., hvilket var en fordobling i forhold til året før.

Selv om ledelsen finder underskuddet utilfredsstillende, er der dog stadig masser af kroner i familiens pengetank til at absorbere tabet.

Egenkapitalen er ifølge regnskabet på næsten 298 mio. kr. Årene med underskud har dog haft sin indvirkning. For tre år siden var egenkapitalen på næsten 325 mio. kr.

Familieformuen er især blevet grundlagt efter en række lukrative salg gennem årene.

Ivan Bjerg-Larsen tjente godt 250 mio. kr., da han i 2016 solgte rørledningsvirksomheden Impreg til kapitalfonden BWB Partners.

I midten af 1990’erne tjente han også store summer, da pakkepostfirmaet A Post blev solgt til tyske Trans-O-Flex – en handel der indbragte 75 mio. kr.

I dag er Ivan Bjerg-Larsens to sønner, Thomas og Jesper Bjerg-Larsen, begge medejere af koncernen. Sidstnævnte er direktør i IBL Group, mens Ivan Bjerg-Larsen sidder på formandsposten.

Ifølge regnskabet forventer IBL Group »et positivt resultat for det kommende år«.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også