Erhverv

Investorer til magtfulde formænd: »Useriøst« og »udfordrende« at eje så få aktier

Landets mest magtfulde bestyrelsesformænd har vidt forskellige ejerandele i de selskaber, de står i spidsen for. Investorerne vil have formændene til at lægge hånden på kogepladen.

På grafikken ses øverst til ventre Thomas Thune Andersen, formand for Ørsted, øverst til højre Helge Lund, formand for Novo Nordisk, nederst til venstre Karsten Dybvad, formand for Danske Bank. Nederst til højre er det Jørgen Buhl Rasmussen, formand for Novozymes. Foto: Arkiv. Collage: Jacob Schrøder, Finans.

De jonglerer med milliardbudgetter og skal varetage investorernes interesser, men når det kommer til at selv at købe aktier i de selskaber, de repræsenterer, melder stribevis af landets mest magtfulde bestyrelsesformænd stort set pas.

Det viser en kortlægning, som Finans har foretaget.

»Hvis man sidder som bestyrelsesformand i de største C25-selskaber og har aktier for en halv eller en hel mio. kr., så er det useriøst. Med sådanne beholdninger udstiller man jo, at man ikke har sammenfaldende interesser med aktionærerne, og så er det næsten bedre at eje nul aktier,« siger Carsten Dehn, porteføljeforvalter hos Lannebo Fonder.

Også i investeringbanken Carnegie er holdningen til bestyrelsesformændenes køb af aktier klar.

»Set ud fra et investorsynspunkt er det positivt, hvis bestyrelsesmedlemmer ejer aktier i de selskaber, som de sidder i bestyrelsen for. Det er det, fordi det sender et signal om tro på virksomheden,« siger Niels Leth, aktieanalysechef i Carnegie.

I ABG Sundal Collier ser aktiechef Tue Østergaard helst, at bestyrelsesformændene ejer aktier for et »signifikant beløb« uden at specificere det nærmere. Han understreger dog, at et sådan beløb ikke bare er nogle hundrede tusinde kr.

»Hvis det bliver sådan, at man ikke kan sige, at de har hånden på kogepladen, bliver det en udfordring som investor. De mennesker er sat til at repræsentere investorernes og dermed ejernes interesser,« siger Tue Østergaard.

Helge Lund, bestyrelsesformand i Novo Nordisk, ejer f.eks. blot 3.000 Novo Nordisk-aktier til en værdi af ca. 1,1 mio. kr. Dertil har han ifølge Novo Nordisk yderligere 3.000 aktier i et holdingselskab, der er 100 pct. ejet af ham selv.

Til sammenligningen fik han sidste år et honorar på 2,7 mio. kr. for sin rolle.

Han ønsker ikke at stille op til interview om, hvorfor han ejer så relativt få Novo Nordisk-aktier.

»Novo Nordisk stiller ingen krav til bestyrelsens beholdning af aktier i selskabet, og vi har ingen incitamentsordning, hvor medlemmer af bestyrelsen aflønnes i aktier,« skriver selskabets presseafdeling som svar på spørgsmålet.

Hos GN Store Nord ejer bestyrelsesformand Per Wold-Olsen i skarp kontrast aktier til en værdi af omkring 61,5 mio. kr. Aktier, han over årene har erhvervet for egne midler.

»Jeg ville slet ikke have sagt ja til opgaven i GN, hvis jeg ikke allerede dengang mente, at selskabet havde en lys fremtid, og derfor var det at købe aktier også en åbenlys beslutning at træffe,« siger Per Wold-Olsen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også