Fortsæt til indhold

Novozymes fastholder forventningerne til året efter nedjustering

Enzymkoncernen Novozymes fastholder forventningerne til året efter sin nedjustering for få uger siden. Det viser selskabets regnskab for tredje kvartal.

Erhverv

Helt som ventet fastholder enzymkoncernen Novozymes sine forventninger til året få uger efter, at selskabet præsenterede årets tredje nedjustering.

Det viser det regnskab for tredje kvartal, som Novozymes har præsenteret onsdag morgen.

Novozymes forventer fortsat en salgsvækst på -2 pct. til 0 pct. og en overskudsgrad på 27-28 pct. for hele året. Væksten i årets resultat forventes at ligge i intervallet-5 pct. – 0 pct.

»Som meldt ud den 9. oktober, var udviklingen i de første ni måneder af 2019 dårligere end forventet. Og selvom vi opnåede organisk vækst i tredje kvartal, var der fortsat svære forhold på ethanolmarkedet i USA, svaghed på de globale landbrugsmarkeder og pres på stivelsesforretningen, som medførte, at vi nedjusterede forventningerne,« siger den afgående topchef Peder Holk Nielsen.

Omsætningen i tredje kvartal landede på 3,7 mia. kr., hvilket var på niveau med samme periode sidste år. Ebit-marginen ligger på 23 pct. sammenlignet med 28,5 pct. i tredje kvartal i 2018.

Periodens resultat lander på 638 mio. kr. mod 807 mio. kr. sidste år.

Novozymes meddelte i sidste uge, at topchef Peder Holk Nielsen stopper i begyndelsen af det nye år efter 35 år i selskabet- heraf 25 år i ledelsen.

Novozymes mangler fortsat at sætte navn på, hvem der skal afløse Peder Holk Nielsen i 2020.

Novozymes, tredje kvartal 2019. Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr.3. kvartal 20193. kvartal 20181.-3. kvartal 2019
Omsætning3.7043.65810.643
Resultat af primær drift (ebit)8521.0412.936
Periodens resultat6388072.233
Artiklens emner
Novozymes