Norges oliefond er nu 10.000 milliarder værd
Norges oliepengetank bare vokser og vokser. Nu har markedsværdien for første gang rundet 10.000 mia. norske kroner.
Den norske oliefond passerede fredag en historisk milepæl.
For første gang nogensinde har oliefonden nu en markedsværdi på mere end 10.000 mia. norske kroner, hvilket svarer til knap 7.400 mia. danske kroner.
»Da fonden blev oprettet, troede ingen, at den ville passere 10.000 milliarder norske kroner,« siger Yngve Slyngstad, der er leder af Norges Bank Investment Management, der forvalter de norske oliemilliarder.
Det er især de seneste års fremgang på de globale aktiemarkeder, der er skyld i, at oliefonden nu har passeret det runde tal.
»Afkastet på investeringerne på de globale finansielle markeder har været så højt, at det kan sammenlignes med at have fundet olie igen,« siger Yngve Slyngstad.
Samtidig har den historisk svage norske krone også været medvirkende til at øge markedsværdien. Fondens investeringer foretages i udenlandsk valuta, og derfor øges fondens værdi, når den norske krone svækkes over for udenlandske valutaer.
Det norske storting har besluttet, at oliefonden, som formelt hedder Statens Pensjonsfond Utland (SPU), skal have 70 pct. af sine midler placeret i aktier.
Ifølge oliefondens seneste kvartalsregnskab var 69,3 pct. af fondens aktiver investeret i aktier, mens 28 pct. var investeret i obligationer og andre værdipapirer. 2,7 pct. var investeret i ejendomme.
Oliefonden havde i andet kvartal et afkast på 3 pct., hvilket svarer til 256 mia. norske kroner eller omkring 192 mia. danske kroner.
Samlet er oliefondens værdi fra nytår og frem til sommer vokset med knap 995 mia. norske kroner. Fremgangen kommer dog efter et skidt 2018, hvor året endte med et negativt afkast på 6,1 pct. svarende til et tab på næsten 500 mia. norske kroner.


