Fortsæt til indhold

Cannabis-eventyr kan udløse fynsk jobfest

Den danske cannabisindustri kan vokse med 1.000 nye job de næste tre år, lyder det i en ny analyse fra rådgivningsvirksomheden Cowi.

Erhverv

Det kan potentielt kaste næsten 1.000 nye arbejdspladser af sig, hvis der for alvor kommer luft under produktionen af medicinsk cannabis i Danmark.

Det vurderer Cowi i en ny analyse, som rådgivningsvirksomheden har udarbejdet for Odense Kommune.

Siden det i 2017 fra politisk side blev besluttet at indføre en forsøgsordning, der gør det muligt at dyrke cannabis til medicinsk brug i Danmark, har i alt 34 virksomheder kastet sig over produktion og handel med cannabis, fastslår analysen.

Heraf har en stor del valgt at slå sig ned på Fyn. Ud af de knap 200 ansatte, der i dag findes i cannabisindustrien, arbejder omkring 150 af dem på Fyn.

Men det tal kan de kommende år vokse sig betydeligt større. I analysen kommer Cowi frem til, at antallet af ansatte i cannabisindustrien de næste tre år kan vokse med 1.000 personer til mere end 1.200 ansatte – heraf 600 arbejdspladser på Fyn, hvor store cannabisproducenter som Canopy, Aurora Cannabis og Atlas i dag har slået sig ned.

Og der kan være store beløb at tjene på især eksport af cannabis for de danske producenter.

Det anslås, at salget af lovlig medicinsk cannabis i Europa beløb sig til 286 mio. euro sidste år, hvilket svarer til mere end 2,1 mia. danske kroner – og salgsvæksten vil eksplodere de kommende år med en årlig vækst på mere end 80 pct.

I 2023 vurderes det, at det europæiske marked for lovlig medicinsk cannabis vil være vokset til anslået 7,2 mia. euro, svarende til næsten 54 mia. danske kroner.

I analysen svarer størstedelen af de danske cannabisproducenter, at de forventer at eksportere mere end 80 pct. af deres samlede produktion i 2023 - heraf langt størstedelen til Tyskland.

Artiklens emner
Cannabis