Novozymes har fundet sin nye topchef
Ester Baiget tiltræder som adm. direktør i Novozymes den 1. februar 2020.
Novozymes har nu sat navn på sin nye topchef, efter at det i midten af oktober blev meddelt, at Peder Holk Nielsen stopper i begyndelsen af det nye år.
Afløseren bliver Ester Baiget, der kommer fra en stilling som business president i Dow Industrial Solutions, hvor hun også er medlem af direktionen. Det oplyser Novozymes i en fondsbørsmeddelelse.
Hun er uddannet kemiingeniør, og hun har derudover en MBA fra universitetet i Tarragona i Spanien.
»Ester er en erfaren international leder, som har skabt rigtig stærke resultater inden for lønsom vækst og forandringsledelse. Hun har bred og global erfaring, og har ry for at kombinere stærke forretningsmæssige kvalifikationer og teknisk ekspertise med en engageret og motiverende ledelsesstil,« udtaler Jørgen Buhl Rasmussen, der er bestyrelsesformand i Novozymes.
Ifølge Novozymes er Ester Baiget »kendt for at stå bag gennemførelsen af en klar vækst-, innovations- og operationel strategi med fokus på at skabe stærke økonomiske resultater«, og hun overtager den daglige ledelse af Novozymes den 1. februar.
»Jeg glæder mig virkelig meget til at starte i Novozymes – det er en virksomhed med et meget stærkt formål og en imponerende produktportefølje, der tegner godt for fremtiden. Som person har jeg altid bestræbt mig på at gøre en forskel, gøre verden til et bedre sted og hjælpe mennesker med at udvikle sig. Jeg ser et rigtig godt match mellem de egenskaber og Novozymes,« udtaler Ester Baiget.
Ester Baiget er spansk statsborger og hun har i øjeblikket bopæl i Schweiz, men det er planen, at hun og familien skal flytte til Danmark, når hun begynder som adm. direktør i Novozymes.



