Dansk OL-medaljevinders livsværk skovler millioner ind
Helgstrand Dressage, der er stiftet af en dansk OL-medaljevinder, rundede i seneste regnskabsår 400 mio. kr. i omsætning.
Den tidligere OL-bronzevinder Andreas Helgstrand spinder guld i det civile liv i disse dage.
Stutterivirksomheden Helgstrand Dressage, som er stiftet af den tidligere toprytter, har nemlig offentliggjort et nyt regnskab som viser, at virksomhedens omsætning har rundet et skarpt hjørne. Omsætningen har for første gang rundet 400 mio. - nærmere bestemt 416 mio. - mod 382 mio. året før. Samtidig kan virksomheden præsentere et overskud på 124 mio.
Derudover har firmaet udbetalt et stort udbytte til aktionærerne på 163 mio. kr.
Regnskabet for 2018-2019 er det første, siden Andreas Helgstrand valgte at sælge kontrollen over virksomheden til kapitalfonden Waterland sidste år. Andreas Helgstrand ejer dog stadig 47 pct. af virksomheden, ligesom han stadig har en post i direktionen.
Andreas Helgstrand vandt bronze i dressurridning for hold ved OL i Beijing 2008, og han har vundet det danske mesterskab i dressurridning fire gange i træk fra 2004 til 2008.
Andreas Helgstrand arbejdede i mange år på Lego-ejer Kjeld Kirk Christiansens stutteri Blue Hors. Men i 2008 kom han i kontakt med den ridesportsglade rigmand Ole Vagner. Han kautionerede for Andreas Helgstrand, der således kunne købe godset Møgelmosegård i Vodskov – og omdanne det til et af verdens bedste træningscentre for dressurheste.
Siden har Helgstrand haft stor succes, og kunder fra hele verden kommer til Vodskov for at se på Andreas Helgstrands dressurheste, der i nogle tilfælde bliver solgt for tocifrede millionbeløb.
I december 2017 åbnede han en ny afdeling af sit stutteri i den amerikanske by Wellington i Florida.
Helgstrand Dressage har i dag 70 ansatte.

