Alm. Brand skiller sig af med topchefen gennem 18 år
Bestyrelsen siger farvel til den administrerende direktør siden 2001, Søren Boe Mortensen, der nu forlader virksomheden.
Bestyrelsen i Alm. Brand A/S ønsker fornyelse i toppen af den daglige ledelse. Det betyder et farvel og tak til den administrerende direktør siden 2001, Søren Boe Mortensen, der nu forlader virksomheden efter 18 år på topposten.
Det meddeler Alm. Brand i en meddelelse til fondsbørsen.
Koncernen meddeler, at beslutningen er begrundet i "strategiske drøftelser, hvor det har stået klart for bestyrelsen, at virksomhedens samlede udvikling inden for de tre forretningsområder Forsikring, Pension og Bank har behov for et styrket strategisk fokus."
En opgave, som en enig bestyrelse nu har valgt, skal lægges i hænderne på en ny topchef.
”Søren Boe Mortensen har gennem årene ydet en betydelig indsats for Alm. Brand A/S – en indsats, der er al mulig grund til at takke ham for. Og selv om direktørskiftet altså sker på bestyrelsens initiativ, er det vigtigt for mig at pointere, at der ikke bør være noget specielt opsigtsvækkende forbundet med, at en bestyrelse på et tidspunkt ønsker et friskt syn på, og dermed også en ny tilgang til, virksomhedens udvikling, vækst og indtjening. Skiftet skal derfor ikke ses som en kritik af Søren Boe Mortensen, men som et signal om en påkrævet fornyelse," siger vestyrelsesformand i Alm. Brand A/S, Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen.
Den afgående direktør udtrykker i samme fondsbørsmeddelelse ærgrelse over ikke at kunne fortsætte i jobbet:
”Jeg synes faktisk, vi er lykkedes med ganske mange ting – herunder at komme godt ud af finanskrisen. Samtidig har vi løbende omstruktureret og styrket de enkelte forretningsområder, som jeg mener, er i en god gænge i dag, både drifts- og ledelsesmæssigt. Derfor havde jeg selvfølgelig gerne fortsat et par år endnu”, siger Søren Boe Mortensen.
Bestyrelsen har konstitueret selskabets økonomidirektør Rasmus Werner Nielsen i stillingen som administrerende direktør frem til det tidspunkt, hvor en ny topchef kan triltræde.

