Amerikansk medicinalkæmpe opjusterer og slår forventningerne
Salget af Bristol-Myers Squibbs største lægemidler er gået frem i tredje kvartal, hvor indtjeningen overgår analytikerestimaterne. Samtidig opjusterer medicinalgiganten forventningerne til 2019.
Bristol-Myers Squibb venter nu et justeret resultat per aktie på 4,25-4,35 dollar mod tidligere forudset 4,20-4,30 dollar.
Isoleret i tredje kvartal solgte Bristol-Myers Squibb for lige over 6 mia. dollar - en fremgang på 6 pct. fra samme periode året før.
Bristol-Myers Squibbs bedst sælgende lægemidler - Eliquis til opløsning af blodpropper og kræftmidlet Opdivo - solgte for henholdsvis 1,9 mia. dollar og 1,8 mia. dollar i kvartalet - en fremgang på 22 pct. og 1 pct. fra samme periode året før.
Målt på indtjeningen per aktie opnåede Bristol-Myers Squibb et overskud på 1,17 dollar mod ventet 1,07 dollar ifølge Bloomberg News.
Aktien i den amerikanske medicinalgigant stiger efter regnskabet torsdag med 1,8 pct. i formarkedet.


