Erhverv

ISS nedjusterer forventningerne til 2019

ISS hovedkvarter, Bredgade 30, København. Foto: Niels Hougaard
ISS

ISS har natten til onsdag nedjusteret sine forventninger til 2019. Det sker i selskabets handelsopdatering for tredje kvartal. Servicekoncernen venter nu at realisere en driftsmargin på over 4,2 pct. Tidligere ventede ISS en driftsmargin på 5,0-5,1 pct.

I 2020 venter selskabet en driftsmargin omkring 5 pct. I 2018 endte selskabets driftsmarginal på 5,0 pct., mens den organiske vækst lød på 3,9 pct.

ISS nævner i handelsopdateringen, at driftsmarginen blandt andet er negativt påvirket af forsinkede operationelle forbedringer i Frankrig.

Servicekoncernen nåede i tredje kvartal en omsætning, der lå marginalt højere end ventet af analytikerne.

Toplinjen viste i kvartalet 19,8 mia. kr. for de tre måneder. Ifølge estimater indsamlet af ISS selv var der ventet et resultat på 19,7 mia. kr. blandt analytikerne. I den tilsvarende periode året før lød omsætningen på 19,6 mia. kr.

Den organiske vækst endte i kvartalet på 8,4 pct., hvor analytikerne havde ventet 8,3 pct., efter at den organiske vækst sluttede på 3,4 pct. i den sammenlignelige periode sidste år.

Både regnskabstal og estimater er justeret for de 13 ikke-fortsættende geografiske områder, som ISS i december offentliggjorde, at servicekoncernen vil frasælge.

Læs også