Erhverv

Dansk spil-iværksætter er nu god for over 500 mio. kr.

Senest gjorde han sig bemærket ved at betale for at få en verdensberømt Trump-ballon til Danmark.

Nicholas Francis gjorde sig senest bemærket i august, da han i et interview med Berlingske fortalte, at han ville betale hele regningen for at få transporteret en seks meter høj Trump-babyballon fra USA til Danmark. Foto: Sandy Huffaker/Rreuters

Han var med til at stifte et af Danmarks største spileventyr, Unity Technologies, og kom tidligere på året i mediernes spalter, da han af egen lomme betalte for at få den berømte oppustelige Trump-baby til Danmark.

Nu har den danske spiliværksætter Nicholas Francis sat karrierens største beløb nogensinde ind på kontoen.

I et nyt regnskab fra Nicholas Francis’ private selskab, NPF Technologies ApS, er der bogført et overskud på 223 mio. kr. Det bringer Nicholas Francis’ samlede formue op på 575 mio. kr.

»Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende,« lyder det kortfattet i regnskabet.

Generelt er det yderst sparsomt med detaljer i det regnskab, som Nicholas Francis netop har offentliggjort. Størstedelen af overskuddet stammer fra »indtægter af kapitalandele og værdipapirer.« Derudover har Nicholas Francis haft finansielle indtægter for 32 mio. kr.

Nicholas Francis var i sin tid med til at etablere spilfirmaet Unity Technologies i en kælder på Nørrebro. I første omgang ville trioen bag firmaet - Nicholas Francis, David Helgason og Joachim Ante - lave traditionelle computerspil, men de fandt hurtigt ud af, at det var bedre til at udvikle teknologien bag spillene.

I dag har Unity Technologies over 2.000 ansatte, og selskabets software benyttes i næsten halvdelen af alle spil, der udvikles til mobile enheder.

Flere store investeringer betyder, at Unity Technologies i dag er værdisat til over 40 mia. kr. Nicholas Francis er ikke længere en del af selskabet, men han ejer fortsat en mindre aktiepost i moderselskabet bag Unity Technologies.

Nicholas Francis gjorde sig senest bemærket i august, da han i et interview med Berlingske fortalte, at han ville betale hele regningen for at få transporteret en seks meter høj Trump-babyballon fra USA til Danmark.

»Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg ville optræde som anonym sponsor, men på den anden side virker det også unødigt suspekt. Og jeg vil gerne stå ved det, jeg gør. Jeg er bare en velhavende familiefar, der gerne vil bidrage med lidt satire,« sagde Nicholas Francis i den forbindelse.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også