Brødre holder hånden under tv-kendt træfirma
De to vind-millionærer Jens og Carsten Risvig Pedersen har for tredje gang på tre år måttet skyde flere penge i træfirmaet Superwood, der satser på miljøvenlige brædder.
Pengene siver ud mellem brædderne i det danske træfirma Superwood, der i bl.a. tv-reklamer har markedsført sig med »verdens bedste bræt.«
Et stort milliontab har fået de to hovedaktionærer, brødrene Carsten og Jens Risvig Pedersen, til igen at skyde 10 mio. kr. fra egen lomme i Superwood for at forhindre egenkapitalen i at gå i minus.
Samtidig har brødrene afgivet en såkaldt støtteerklæring, hvor de lover at holde hånden under Superwood frem til den 31. maj 2020.
Superwood, der producerer brædder til især facadebeklædning, tabte i seneste regnskabsår 14 mio. kr. Det var 16. år i træk med underskud.
»Et fint og tilfredsstillende resultat i vor danske afdeling er væsentligt påvirket af et negativt resultat fra vort norske datterselskab og et delvis forventet negativt resultat i vort svenske datterselskab,« lyder det i regnskabet, der af ledelsen bliver stemplet som »utilfredsstillende.«
Siden opstarten i 2001 har Superwood ført en omtumlet tilværelse med flere ejerskaber og en konkurs kort efter etableringen.
Siden kom et ejerskab under holdingselskabet for vinduesproducenten Velux til. Men da VKR Holding ønskede at komme af med Superwood, gik Brande-brødrene Carsten og Jens Risvig Pedersen i 2013 ind sammen med Superwoods adm. direktør Ole Dalsgård Nielsen.
Ejerne har gentagne gange måttet tilføre flere penge for at finansiere selskabets store vækstplaner, der bl.a. omfatter en ny fabrik på domicilet i jyske Hampen og dyre marketingkampagner.
Risvig Pedersen-brødrene tjente i sin tid en formue på at grundlægge og senere sælge vindmølleproducenten Nordex. Nogle af deres penge har de skudt i bl.a. Superwood, der bruger en patenteret teknologi til gennemimprægnering af træ uden brug af tungmetaller og opløsningsmidler.
I indeværende regnskabsår forventer Superwood både en stigning i omsætningen og et overskud.
»Der pågår forhandlinger aktionærgruppen imellem om den fremtidige struktur i Superwood-koncernen, herunder tiltag, der skal sikre en rentabel drift i den forventede vækst. Således er det allerede besluttet at samle koncernadministrationen i Danmark,« lyder det i regnskabet.

