Erhverv

Sears-ejer vil lukke yderligere 96 butikker

Sears Holdings har haft røde tal på bundlinjen syv år i træk under ejerskab af Eddie Lampert, der har siddet i direktørstolen i mere end et årti. Foto: Gene J. Puskar

Ejeren af den amerikanske kæde Sears vil lukke yderligere 96 butikker inden februar.

Det fortalte ejeren, Sears Holdings, torsdag, skriver avisen Wall Street Journal.

Sears Holdings ejer foruden Sears også dagligvarekæden Kmart. Begge kæder har de sidste år haft skuffende salgstal efter øget konkurrence fra konkurrenter som Walmart og onlinehandel.

Hvilke butikker, der skal lukkes, er endnu uvist. Men når lukningerne er gennemført, vil der blot være 182 Sears- og Kmart-butikker tilbage i USA.

Til sammenligning var der 425 butikker sidste år, mens der for fem år siden næsten var 2000 butikker.

Ejerselskabet anmodede sidste år om konkursbeskyttelse. Ifølge avisen er selskabets butikker i forfald, og i flere er der også mangel på varer.

Butikslukningerne kommer i forlængelse af de næsten 100 butikslukninger inden årets udgang, som Wall Street Journal sidste måned berettede om.

Sears Holdings har haft røde tal på bundlinjen syv år i træk under ejerskab af Eddie Lampert, der har siddet i direktørstolen i mere end et årti.

Trods de negative tal var Sears Holdings en af de største detailkæder til at begære konkurs, på trods af at selskabet på daværende tidspunkt ejede aktiver for mere end 7 mia. dollar.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også