Erhverv

Novo-pengetank satser stort på dansk biotek

Mulighederne i dansk biotek er så store, at Novo Seeds nu skruer op for investeringen i branchen. Ambitionen er entydigt at få skabt flere og store succeser.

Søren Møller, ledende partner i Novo Seeds, har især et godt øje til områder som onkologi, sjældne sygdomme, celleterapi og genterapi, når han og folkene i Novo Seeds skal finde biotekselskaber at investere i de kommende år.  Foto: Stine Bidstrup

Landets største pengetank skruer nu gevaldigt op for satsningen på at bygge fremtidens danske biotekstjerner.

Med en historisk stor satsning på 2 mia. kr. over de næste fem år håber man i rugekassen Novo Seeds at udnytte de positive strømninger, branchen i disse år undergår.

»Vi vil investere større beløb for at skabe flere og stærkere selskaber. Det skal være banebrydende videnskab, og når vi har fundet det, handler det om at finde den rigtige ledelse og tilføre penge nok, så det har en chance for at nå i mål,« siger Søren Møller, ledende partner i Novo Seeds.

Planen er i gennemsnit at investere 400 mio. kr. om året. Til sammenliging er der de seneste tre år investeret sammenlagt 750 mio. kr.

Hvad er BioInnovation Institute?
  • Novo Nordisk Fonden satsede stort i slutningen af 2018 med etableringen af BioInnovation Institute.
  • Fonden poster over tre år 392 mio. kr. i etableringen af det nye, store center med det formål at hjælpe unge biotek-iværksættere med penge og vejledning, så underskoven af nye virksomheder inden for biotek og medicinsk udstyr blomstrer op.
  • Succeskriteriet for formanden Sten Scheibye, tidligere topchef i Coloplast, er i 2020 at have 15-20 virksomheder i inkubatoren og en hel strøm af virksomheder i de tidligere faser.
  • Det er i den efterfølgende fase, at særligt pengene fra Novo Seeds vil være relevante.

»Det er fantastisk gode nyheder, fordi der virkelig er grøde i den danske biotekbranche, hvor der ikke mindst med BioInnovation Institute-tiltaget kommer nye og spændende virksomheder,« siger Hans Schambye, formand for brancheforeningen Dansk Biotek.

Senest har Novo Seeds sammen med hollandske Gilde Healthcare og Inkef Capital samt den delvist statslige tyske High-Tech Gründerfonds skudt 225 mio. kr. ind i det unge danske biotekselskab Draupnir Bio.

Det er den type investeringer, der med stor sandsynlighed kommer flere af i fremtiden. Og det er en udvikling, der er positiv for branchen som helhed, mener partner Sten Verland fra venturefonden Sunstone Capital.

»Der er begyndt at komme mange spændende start-ups i dansk biotek med høj kvalitet. Derfor er det så vigtigt, at der er gode finansieringsmuligheder for denne årgang af biotekselskaber, så de netop kan tage overgangen fra den helt tidlige finansiering og til de helt store venture-finansieringsrunder,« siger han.

Det skal være banebrydende videnskab, og når vi har fundet det, handler det om at finde den rigtige ledelse og tilføre penge nok.

Søren Møller, ledende partner i Novo Seeds

Hvor de kommende års store investeringer kommer til at finde sted, er det endnu for tidligt at spå om, men Søren Møller har allerede i dag en forholdsvis god idé om, hvor det kunne være.

»Der er mange interessante områder, men jeg kan ikke være alt for specifik. Generelt vil jeg dog sige, at onkologi, sjældne sygdomme, celleterapi og genterapi er områder, vi finder rigtig interessante,« siger Søren Møller.

BRANCHENYT
Læs også