Fortsæt til indhold

Mange kvinder lever ikke op til centrale krav for tidlig folkepension

Langt de fleste 60-64 årige kunder i Pensam, hvor bl.a. sosu'erne har deres pensioner, har ikke været på arbejdsmarkedet i 40 år

Alicia Andersen (t.h.), der er sosu-hjælper i Herlev og her er sammen med 87-årige Ulla Madsen, er sikker på, at hun aldrig når op på et samlet arbejdsliv på 40 år. Foto: Carsten Snejbjerg
Erhverv

Regeringens højt profilerede valgløfte om en ny pensionsrettighed for nedslidte danskere med mange år på arbejdsmarkedet risikerer at gå uden om en stor gruppe kvinder, der er nedslidte efter mange år i omsorgsfag som f.eks. hjemmeplejen.

Sådan lyder advarslen fra adm. direktør Torsten Fels i pensionsselskabet Pensam, hvor fagforbundet FOA’s mange medlemmer har deres pensioner.

»Vores kunder er nogle af dem, der har allermest brug for at få mulighed for en værdig tilbagetrækning, men jeg er virkelig bekymret for, at de ikke vil få gavn en ny pensionsrettighed,« siger Torsten Fels.

Regeringens endelige model for en ny ret til folkepension før tid er endnu på tegnebrættet, men Socialdemokratiet har fremlagt syv principper, og flere af regeringens ministre har gentagne gange betonet, at man skal have været mere end godt og vel 40 år på arbejdsmarkedet i nedslidende fag for at komme i betragtning.

Det lever de færreste sosu’er op til, selv om arbejde på døgninstitutioner og i hjemmeplejen er blandt de såvel fysisk som psykisk mest belastende brancher ifølge Det nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø.

En særkørsel fra Danmarks Statistik, som Pensam har fået lavet på sine medlemmer, viser, at en begrænset del af kunderne overhovedet har været på arbejdsmarkedet i 40 år.

Desuden har de langt fra været kunder i Pensam og dermed ansat i - i hvert fald - offentlige omsorgsjob igennem et helt arbejdsliv.

En typisk 60-64 årig Pensam-kunde har kun været i Pensam i de seneste 15 år. Resten af de erhvervsaktive år fordeler sig på 18 år i andre brancher og hele otte år på forskellige former for offentlig forsørgelse - herunder barsel, men især flere år som arbejdsløs.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mener, at Pensam er for tidligt ude.

»Jeg undrer mig lidt over, at Pensam tager forskud på et forslag, som hverken de eller andre kender, for vi er ikke færdige med modelarbejdet,« siger han.

»Det er ikke er nogen let opgave, som regeringen har påtaget sig . Det har vi heller aldrig lagt skjul på. Vi giver altså heller ikke bare op, fordi det er svært.«

Artiklens emner
Pension
Pensam