Erhverv

Kina køber stort op i Europa

Kinesiske selskaber fortsætter de strategiske opkøb i Europa. En tredjedel af Storbritanniens stålproduktion kommer nu på kinesiske hænder. Samtidig øger Kina sin ejerandel i Grækenlands største havn.

Det kinesiske selskab Jingye er ved at købe British Steel. Samtidig øger den kinesiske rederikoncern Cosco sin ejerandel i Grækenlands største havn.

Kina fortsætter opkøbene af europæiske selskaber og infrastruktur.

Mandag investerede den kinesiske shippinggigant Cosco yderligere 4,5 mia. kr. i Grækenlands største havn, Piræus, mens det fallerede British Steel bliver overtaget af det kinesiske selskab Jingye Steel.

Nyheden om, at Cosco øger investeringerne i den græske havn blev offentliggjort i forbindelse med, at den kinesiske præsident Xi Jinping er på besøg i Athen. Under besøget er der ifølge Reuters underskrevet 16 handelsaftaler mellem Kina og Grækenland.

Samarbejdet mellem de to lande er blevet stadig tættere, siden Grækenland i 2009 sank ned i en dyb økonomisk krise. Samme år indgik Cosco en 35-årig aftale om at drive og opgradere containerhavnen i Piræus. Efterfølgende har Cosco købt 51 pct. af aktierne i havnen.

Cosco har nu forpligtet sig til at investere 4,5 mia. kr. mere i havnen, hvilket i 2022 vil åbne mulighed for, at det kinesiske selskab kan overtage yderligere 16 pct. af aktierne i havnen.

Lokale protester har dog foreløbig standset Coscos ambitioner om at bygge en ny containerterminal.

Det er dog uvist, om der kun er tale om en forsinkelse, for mandag underskrev Xi og den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis en hensigtserklæring om at overvinde alle forhindringer for Coscos investeringer i Piræus, rapporterer Reuters.

I forbindelse med besøget i Grækenland sagde Xi Jinping, at Kina også vil investere i energi, transport og den finansielle sektor.

Det statsejede kinesiske energiselskab State Grid har allerede en aktiepost i det græske energiselskab ADMIE. Det kinesiske selskab har mandag udtrykt interesse i at investere i ADMIE's planlagte, undersøiske elkabel til Kreta.

Også i Storbritannien var kineserne på storindkøb mandag. Det kinesiske selskab Jingye har indgået en foreløbig aftale om at købe British Steel og investere omkring 10 mia. kr. i selskabet.

British Steel har været lukningstruet siden foråret, da de nuværende ejere måtte opgive at få finansiering til det fortsatte drift af virksomheden. Salget til det kinesiske selskab kan potentielt redde tusindvis af arbejdspladser i det nordlige England, hvilket allerede har gjort handlen til et varmt emne i den britiske valgkamp.

Salgssummen er ikke offentliggjort, men den er formentlig beskeden, da stålværket er i dyb krise. Set med britiske øjne er det mest værdifulde element i handlen, at det kinesiske selskab forpligter sig til massive investeringer i en opgradering af fabrikken, hvilket ventes at kunne sikre 5.000 arbejdspladser plus 20.000 i følgeindustrien.

British Steel producerer blandt andet stål til byggeri og jernbaner, og selskabet kan dermed gøre Jingye til leverandør til europæisk infrastruktur.

Ifølge BBC vil handlen give Jingye kontrol over en tredjedel af Storbritanniens stålindustri.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også