Erhverv

Røgrensere skal redde konkurrencekraften: Mærsk tvunget til at sadle om i globalt kapløb om at sikre miljøgevinst

Mens Mærsk offentligt kritiserer røgrensere, er koncernen begyndt at installere dem i stor stil alligevel. Klogt valg, mener analytikere.

Røgrensere gør det, som det ser ud nu, langt billigere 
for rederier at leve op til de kommende miljøregler. Foto: AP Photo/Stephen B. Morton

I kampen for at holde omkostningerne nede er A.P. Møller-Mærsk begyndt at montere massevis af de røgrensere, som koncernen ellers flere gange har sablet ned tidligere.

Røgrensere, de såkaldte scrubbere, er en af mulighederne for at leve op til shippingbranchens nye miljøregler, der træder i kraft ved årsskiftet. Den anden mulighed – som Mærsk har været fortaler for – er at fylde renere brændstof i tankene.

»Mærsk er blevet tvunget til at ændre deres holdning til scrubbere, og det giver en god idé om, hvad de mener om omkostningsbesparelserne ved at installere dem,« skriver Tan Hun Joo, analytiker for Alphaliner, i en e-mail.

Shippingindustrien konkurrerer om papirtynde marginer, og besparelserne ved at installere røgrensere sammenlignet med brugen af renen brændstof i tankene kan give en gedigen gevinst, som det ser ud nu.

»Det ligner, at de, der vælger scrubbere, får en betydelig konkurrencefordel i forhold til dem, der vælger at bruge lavsvovlsbrændstof,« siger Johan Eliasson, analytiker hos finanshuset Kepler Cheuvreux.

Det koster en engangsudgift på 5-8 mio. dollars at installere en røgrenser. Omvendt har det vist sig, at priserne på brændstof med et lavt indhold af svovl er omkring 200 dollars dyrere per ton end den mere forurenende brændstof, man kan fylde på skibe med røgrensere. Og det løber op.

Ifølge Alphaliners har Mærsk planlagt at give omkring 140 af sine skibe røgrensere. Tallet, som Mærsk ikke vil verificere, er langt højere end tidligere antydet.

Selvom Mærsk i øjeblikket har planlagt at installere røgrensere på en mindre andel af sin samlede flåde end flere af konkurrenterne, har den danske shippingkoncern et særdeles godt kort på hånden.

Mærsk har nemlig dannet en alliance med den schweiziske kæmpe MSC, som satser stort på røgrensere. På de største og vigtigste ruter deler de to rederier omkostningerne til brændstoffet og pladsen på deres skibe, og det nyder Mærsk godt af.

»På de store ruter bliver det de alliancer, der sejler med scrubbere, som bestemmer fragtpriserne,« siger Johan Eliasson.

Mærsk er i stilleperiode op til regnskabet og har derfor ikke ønsket at kommentere artiklen. Men topchef Søren Skou erkendte røgrensernes store økonomiske fordele i forbindelse med regnskabet for andet kvartal. I samme ombæring sagde han:

»Vi har hele tiden være meget klare på, at vi ikke er særligt begejstrede for scrubber-teknologi.«

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også