Erhverv

Endnu en central TDC-direktør forlader selskabet midt i stor opsplitning

TDC's øverste direktør for kundeforretningerne, Nuuday, forlader selskabet mindre end en måned efter, at TDC også måtte vinke farvel til sin topchef Allison Kirkby.

Jaap Postma har været den øverste direktør for Nuuday, som indeholder hele TDC’s kundeforretning med Yousee, Fullrate, Telmore, TDC Erhverv og Hiper. Arkivfoto.
TDC

Der er gang i svingdørene hos TDC, der for under en måned siden mistede sin topchef Allison Kirkby til svenske Telia.

Nu forlader hollænderen Jaap Postma også TDC. Han har været den øverste direktør for Nuuday, som indeholder hele TDC’s kundeforretning med Yousee, Fullrate, Telmore, TDC Erhverv og Hiper.

Jaap Postma blev hentet til TDC i starten af 2016 som adm. direktør for Yousee. Og da TDC sidste år blev opsplittet i to selskaber, Nuuday og TDC NetCo, rykkede Jaap Postma op som direktør for Nuuday med ansvar for alle kundeforretningerne.

Jaap Postma har drevet udskilningen af den nye kundedel, hvis tv-, bredbånds- og telefoniforretning råder over ca. 50 pct. af det danske marked.

»Jeg er ekstremt stolt af de resultater, som organisationen har opnået det seneste halvandet år. Nuuday står stærkt i markedet, og derfor har jeg besluttet at vende tilbage til Holland og min familie og overdrage stafetten til Michael og resten af ledergruppen,« siger Jaap Postma i en pressemeddelelse.

Det bliver Michael Moyell Juul, som overtager pladsen som topchef i Nuuday. Han kommer fra en post som direktør for TDC Erhverv.

Den nye Nuuday-topchef er en erfaren herre i TDC, hvor han har siddet i mange forskellige lederroller siden 2011.

»Sammen med koncernledelsen ser jeg frem til at fortsætte den igangværende indsats for at styrke Nuudays position som nordisk leder inden for innovative digitale produkter og tjenester til både private og erhvervskunder,« siger Michael Moyell Juul i en pressemeddelelse.

Fratrædelsen kommer meget ubelejligt for TDC, som stadig er i fuld gang med at trække stregerne mellem kundedelen, Nuuday, og infrastrukturdelen, TDC NetCo, som med tiden skal være 100 pct. uafhængige af hinanden. To selvstændige selskaber, som skal fungerer på hver deres marked.

Efter Allison Kirkbys og nu Jaap Postmas fratrædelse står TDC uden to helt centrale nøglepersoner i en proces, hvor it-systemer, medarbejdere og forretningsenheder skal fordeles mellem de to selskaber.

Michael Moyell Juul overtager topposten i en turbulent periode, hvor bredbåndsmarkedet er under stor forandring med større konkurrence, mens tv-markedet fortsat kæmper mod kundeflugt.

Senest er Nuudays største kundeforretning, Yousee, røget ind i en offentlig krig med Discovery Networks, som bl.a. ejer Kanal 5, 6’eren og Eurosport. Det har resulteret i, at Yousees 1,2 millioner tv-kunder mister alle Discovery Networks’ kanaler fra nytår.

De foreløbige indikationer tyder på, at tabet af tv-kanalerne har pustet endnu mere til tv-kundernes flugt fra Yousee.

Der er dermed nok at tage fat på for Michael Moyell Juul, som indtræder i stillingen med øjeblikkelig virkning. Jaap Postma vil fortsat fungerer som ekstren rådgiver på strategiplan.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også