Erhverv

Dansk fødevarefirma lukker efter kæmpe tab

Scanflavour lukker sin fabrik og opsiger størstedelen af sine ansatte.

Scanflavour blev stiftet i 1981 og bruger restprodukter fra svineslagterier til at producere sine højværdiingredienser. Foto: Janus Engel.

Den danske virksomhed Scanflavour, der laver proteiningredienser til fødevarer, lukker ved årets udgang sin fabrik efter flere år med massive tab.

Det oplyser ejeren, Essentia Protein Solutions, i en pressemeddelelse.

Da Essentia i sommeren 2018 overtog Scanflavour og dens fabrik i Møldrup, var det danske selskab på randen af konkurs. Og den nye ejer tror ikke længere på, at man kan vende udviklingen på den kriseramte fabrik.

Derfor lukker Møldrup-fabrikken ved årets udgang. Knap to tredjedele af de i alt 58 ansatte på Scanflavour står til at modtage en fyreseddel, mens de resterende vil blive tilbudt arbejde på Essentias fabrik i Hobro.

»Selv om Scanflavour var truende tæt på en konkurs ved overtagelsen den 1. juni 2018, havde vi en forventning om, at vi ville lykkes med at vende udviklingen. Det er imidlertid ikke lykkedes at skabe en attraktiv business case, da der skal investeres massivt for at rette op på det fejlslagne produktionsapparat i den nye fabrik,« siger Essentias direktør, Asger S. Jacobsen, i pressemeddelelsen.

Han peger samtidig på, at udbruddet af afrikansk svinepest flere steder i verden kraftigt har forværret markedsforholdene for de proteiningredienser, som Scanflavour producerer. Det har »umuliggjort« en lønsom produktion i Møldrup, lyder det.

»For at styrke forretningen og ruste os mod de kraftige råvareprisstigninger vil der fremadrettet kun blive produceret i Hobro. Det er meget ærgerligt, at det ikke er lykkedes at fastholde aktiviteten på fabrikken i Møldrup, særligt for de mange loyale medarbejdere,« udtaler Asger S. Jacobsen.

Scanflavour blev stiftet i 1981 og bruger restprodukter fra svineslagterier til at producere sine højværdiingredienser. Det har de senere år været alt andet end en god forretning.

En mislykket fabriksudvidelse, store nedskrivninger og omkostninger til at afskedige et stort antal medarbejdere betød, at underskuddet i virksomheden i seneste regnskabsår voksede til 121 mio. kr.

Tidligere var Scanflavour ejet af Palsgaard, kapitalfonden Industri Udvikling og fhv. direktør Henrik Halskov.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også