Ambu-arving om ny formand: Vi synes, at Lars er den helt rigtige
Timingen er god, og Ambu har fundet sig den helt rigtige til posten som bestyrelsesformand i Lars Rasmussen, efter at den nuværende formand, Jens Bager, har meddelt, at han efter ni år ønsker at stoppe i bestyrelsen.
Sådan lyder meldingen fra Simon Hesse Hoffmann, der er barnebarn til Ambus stifter Holger Hesse og sidder på mere end 10 pct. af stemmerne i Ambu.
- Nu er det Jens selv, der truffet beslutningen om at trække sig, men vi synes selvfølgelig, at Lars er den helt rigtige til den rejse, som Ambu står over for nu med en skalering af selskabet og aggressive investeringer i egen salgsstyrke, siger Simon Hesse Hoffmann til Ritzau Finans.
Jens Bagers exit kommer, bare et halvt år efter at Ambu vakte opsigt ved et pludseligt direktørskifte.
Dengang blev Lars Marcher erstattet med Juan Jose Gonzalez og hældt ud efter mere end ti år i spidsen for et sandt væksteventyr, der også medvirkede til, at aktiekursen på Ambu blev mangedoblet. Men at der skiftes ud på de to væsentligste poster i løbet af kort tid, bekymrer ikke Simon Hesse Hoffmann.
- Jeg tror sådan set, at timingen er meget god. Jeg kan ikke rigtigt se, hvorfor det skulle være tidligt.
- Det er topprofessionelle mennesker, der sætter sig ind i virksomheden lynhurtigt. Jeg synes egentlig, at det passer ret fint, at Jens og bestyrelsen fandt Juan Jose, der er blevet kørt godt ind. Og så står vi nu i en situation, hvor Ambu er klar til sit næste væksteventyr. Der tror vi, at Lars Rasmussen er den helt rigtige mand, siger Simon Hesse Hoffmann.
Han sidder i et familieråd med repræsentanter for de tre familiegrene efter Holger Hesse. Sammen ejer de samtlige A-aktier i Ambu, og sidder dermed på flertallet i form af hele 61,2 pct. af stemmerne.
- Selve processen omkring, hvem der hentede Lars og har spurgt ham, har vi valgt ikke at kommentere, men det vi kan sige, er at både A-aktionærerne og Jens har været i dialog med Lars i forbindelse med indstillingen. Men det er selvfølgelig bestyrelsen, der indstiller Lars Rasmussen. Han skal lige vælges først, siger Simon Hesse Hoffmann.
Generalforsamlingen løber af stablen den 17. december, hvor også Britt Meelby Jensen, der er administrerende direktør for Atos Medical og tidligere topchef for Zealand Pharma, er indstillet som nyt bestyrelsesmedlem.
/ritzau/FINANS