Erhverv

FBI afslører kæmpe svindelnummer med Apple-produkter

Kriminelle har i årevis importeret falske Apple-produkter til USA og Canada. Varerne er efterfølgende bevidst blevet ødelagt og byttet til ægte produkter i Apple-butikker.

Svindlere har importeret tusindvis af falske iPhones og iPads til USA. 
Foto: Apple

Efterforskere fra USA's nationale sikkerhedstjeneste, FBI, har afsløret et kæmpe svindelnummer med Apple-produkter som iPhones og iPads.

Det amerikanske justitsministerium oplyser, at 14 personer er tiltalt i sagen. Foreløbig er 11 anholdt, mens tre er på flugt.

De 14 står ifølge tiltalen bag en international, kriminel organisation, som er involveret i »dusinvis af tilfælde af svindel, sammensværgelser, identitetstyverier og hvidvask af penge i relation til et multi-million-dollar svindelnummer med iPhones og iPads.«

Ifølge tiltalen har organisationen importeret mere end 10.000 forfalskede iPhones og iPads fra Kina. De forfalskede produkter er derefter bevidst blevet ødelagt og byttet til ægte varer i Apple-butikker over hele USA og Canada. De ægte produkter er efterfølgende blev eksporteret til blandt andet Kina og solgt med fortjeneste.

Regulære Apple-produkter er udstyret med både serienumre og en såkaldt International Mobile Equipment Identity (IMEI). Begge dele er unikke for det enkelte produkt.

I den aktuelle sag har svindlerne angiveligt udstyret de falske produkter med serienumre og IMEI's, der er knyttet til ægte varer, som er købt af forbrugere i USA og Canada. Derfor er de anholdte også tiltalt for identitetstyveri.

Ifølge pressemeddelelsen fra det amerikanske justitsministerium skønner Apple, at svindelnummeret har kostet selskabet mere end 40 mio. kr.

Statsanklager Robert Brewer understreger imidlertid, at sagen i høj grad handler om principper.

»Der er under alle omstændigheder tale om et betydeligt beløb, men sagen handler om mere end økonomiske tab. Produktion af forfalskede produkter og brugen af dem til at skade amerikanske virksomheder er et forsøg på at underminere markedskræfterne og skade uskyldige mennesker, som frastjæles deres identitet,« udtaler Robert Brewer.

Ifølge FBI er de tiltalte amerikanske statsborgere, men født i Kina, Vietnam og Rusland.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også