Ejedomsselskabet Victoria på vej til at gå i minus i år
Det mindre ejendomsselskab Victoria Properties realiserede en omsætning på 1,0 mio. kr. og et resultat før skat på minus 1,0 mio. kr. i de første ni måneder af i år. Det fremgår af en kortfattet periodemeddelelse fra selskabet.
Egenkapitalen udgjorde 11,0 mio. kr. ved udgangen af september.
For hele året fastholdes forventningen om et mindre underskud i størrelsesordenen 0 - 1 mio. kr. før skat.
Victoria Properties har sit primære fokus på opkøb, administration og drift af erhvervs- og boligejendomme i Danmark.
Selskabet har fire driftsudlejningsejendomme i ejendomsporteføljen. Ejendommene er beliggende Storegade 16, Storegade 40, Storegade 44A-B og Storegade 76A-B, alle i Haderslev.
Selskabets tre største aktionærer er Gefion Group med 69,1 pct. af aktierne, Scheibye Holding med 5,7 pct. og Christian Rovsing ligeledes med 5,70 pct.

