Erhverv

Skomærke åbner butik uden ekspedienter

Målet er at komme returneringer til livs, når skomærket Kastel åbner Norges første ubemandede skobutik i samarbejde med danske Miinto.

Det norske skomærke Kastel blev lanceret i 2012. Foto: Screenshot fra Kastel

Man træder ind i butikken, vælger en model, prøver skoen, betaler for den og modtager den så med posten få dage senere. Det lyder umiddelbart som en helt almindelig handelsituation, men forskellen er bare, at der overhovedet ingen ekspedienter er i butikken.

Det er konceptet i Norges første ubemandede skobutik, skriver norske Tekstilforum.

Det norske skomærke Kastel har i samarbejde med den danske modeplatform Miinto og svenske Touchtech åbnet en fysisk butik i Norge helt uden ansatte. Målet er, at kunden skal kunne have en handelsoplevelse helt fri for kontakt og uafhængig af åbningstider, men også at komme de mange returneringer af varer til livs.

»Fordelen ved at være digital i en fysisk butik er, at kunden kan prøve skoen på, før han går online og køber produktet. En af branchens største udfordringer er returneringer. Denne løsning kommer til at reducere antallet af returneringer,« siger Jake Petersen, der er Miintos landechef i Norge, til Tekstilforum.

De ekspedientløse, digitaliserede butikker er imidlertid ikke helt nye i modebranchen. Flere steder i både Danmark og udlandet begynder de så småt at dukke op. E-handelsgiganten Amazon åbnede i 2018 flere Amazon Go-butikker, og i Danmark har tøjforhandleren Teeshoppen åbnet en ubemandet butik i Aalborg.

Kastel har selvfølgelig taget sig sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med sin nye butik. Der er videokameraer og et sikkerhedssystem, og skoene er låst inde bag en rude, som kan åbnes af kunderne med en fjernstyret lås. Man kan altså ikke forlade butikken med en sko, men må bestille og betale for den og vente på at modtage den med posten.

Handlen sker gennem platformen Miinto, der er ejet af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen. Platformen, der blev grundlagt i 2009, har i dag et netværk af mere end 300 uafhængige modebutikker.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også