• Opdateret 18/11/2019 kl. 08:12
Erhverv

Demant: Hackerangreb sender samlet vækst ned på niveau med markedet

Det hackerangreb, som ramte Demant i starten af september, har betydelige effekter på forretningen hos det danske selskab.

Artiklens øverste billede
Demant måtte den 26. september nedjustere sine forventninger som en konsekvens af det hackerangreb, der ramte selskabet i starten af september. Foto: Jens Dresling

Overordnet set venter Demant nu at nå en organisk vækst på niveau med markedet i 2019. Inden hackerangrebet var forventningen, at Demant ville vokse mere end markedet og dermed tage markedsandele.

Samlet set har forretningen dog vist pæn vækst - i takt med markedet - trods angrebet.

- Koncernen har samlet set oplevet solid vækst år til dato på trods af en betydelig negativ effekt af it-hændelsen i september. Væksten har været drevet af beskeden organisk vækst samt positive bidrag fra både akkvisitioner og valutakurser, skriver Demant.

Tidligere har Demant kommunikeret, at angrebet vil koste 550-650 mio. kr. på driften i år, og den antagelse fastholdes i mandag morgens periodemeddelelse fra selskabet.

Her bliver forventningerne til hele 2019 om et driftsresultat (EBIT) på 2,0-2,3 mia. kr. dermed også fastholdt. Inden nedjusteringen grundet hackerangrebet var forventningen 2,65-2,85 mia. kr.

Og i mandagens meddelelse knytter Demant også flere tal og kommentarer til effekterne på selskabets gearing og pengestrømme.

Derudover afslører selskabet, at der var tale om et såkaldt ransomware-angreb, hvor Demant er blevet mødt af et økonomisk krav for at få genåbnet sine systemer. Hvorvidt selskabet har betalt penge for at få genåbnet visse systemer afsløres ikke.

Grundet den negative effekt på pengestrømmene og en beslutning om at genoptage det aktietilbagekøbsprogram, der blev suspenderet midlertidigt i forbindelse med nedjusteringen i slutningen af september, venter Demant nu, at selskabets gearing mod slutningen af året midlertidigt vil overstige målsætningen om 1,7-2,2 gange driftsresultatet (EBITDA).

Samtidig ventes der nu en samlet negativ vækst i pengestrømmene fra driften mod en tidligere ventet ”betydelig vækst” på den konto.

Aktietilbagekøbsprogrammet genstartes mandag, og Demant venter nu at nå at købe egne aktier tilbage for 1 mia. kr. i år mod den tidligere målsætning om 1,2 mia. kr.

Selskabet fortæller desuden, at bruttomarginen i år - indtil mandagens meddelelse - har været lidt lavere, end tilfældet var i samme periode sidste år.

- Som forventet er kapacitetsomkostningerne øget væsentligt sammenlignet med sidste år, men den sekventielle udvikling fra første halvår af 2019 er meget mere beskeden.

- Vi forventer således at se lav encifret sekventiel vækst i kapacitetsomkostningerne i andet halvår i forhold til første halvår - drevet af akkvisitioner og omkostninger direkte forbundet med it-hændelsen, skriver Demant.

Inden for detailsalg af høreapparater, der har været hårdt ramt af hackerangrebet, fordi Demant efterfølgende måtte lukke en hel stribe kritiske it-systemer, er driften igen blevet normaliseret helt i løbet af november, fortæller selskabet.

- Vores forretning for detailsalg af høreapparater blev væsentligt påvirket af it-hændelsen i september og oktober, men er normaliseret i løbet af november, og vi har ikke oplevet nogen nævneværdig kommerciel effekt af it-hændelsen i forretningsaktiviteterne Høreimplantater og Diagnostik, skriver Demant.

For hovedforretningsområdet - engrossalg af høreapparater - vil det være svært for Demant at nå helt op på det niveau, som selskabet tidligere havde ventet, når kalenderen skifter til 2020.

- I andet halvår har den organiske vækst indtil videre været flad, da den stærke organiske vækst, som vi så i de første to måneder af perioden, og som var drevet af introduktioner af nye produkter i første halvår, er blevet modsvaret af den negative effekt af it-hændelsen, skriver Demant.

- Hændelsen har i høj grad påvirket vores evne til at eksekvere vores ambitiøse vækstmål og har medført nogle begrænsninger i vores forsyningskæde, som sandsynligvis vil vare ved indtil slutningen af året for en lille del af produktporteføljen. Til trods for en meget stærk og særdeles konkurrencedygtig produktportefølje og forbedret salgsmomentum vil vi sandsynligvis ikke være i stand til at opnå helt den runrate resten af året, som vi havde forventet før it-hændelsen, fortsætter selskabet.

I forretningerne for høreimplantater - Oticon Medical - og diagnostiske instrumenter har effekten af hackerangrebet været begrænset.

Og her er de stærke takter fra første halvår blevet fortsat i andet halvår indtil nu.

- Høreimplantater har år til dato oplevet meget stærk organisk vækst, som er accelereret i andet halvår som følge af stærkt salg af den nye Ponto 4-lydprocessor for benforankrede høresystemer (BAHS), der blev lanceret i juni. Sideløbende hermed har vores cochlear-implantatforretning (CI) fortsat leveret meget stærk organisk vækst, skriver Demant.

- Diagnostik har fortsat sit vækstmomentum fra første halvår, idet Nordamerika-regionen fortsat leverer stærke resultater hjulpet af en betydelig udbudsordre i tredje kvartal i vores ”Other countries”-region, fortsætter selskabet.

Den hurtige genopretning af selskabets it-drift glæder Demants topchef, Søren Nielsen.

- Når jeg kigger tilbage på en ekstremt hektisk periode for koncernen, er jeg glad for at kunne konstatere, at vi nu har genetableret vores it-infrastruktur, og at genetableringen af forretningen skrider hurtigt fremad. I de sidste par måneder har vi gjort vores yderste for at mindske effekten af it-hændelsen og normalisere driften, og vores bestræbelser på at levere innovative produkter er intakt, siger han i periodemeddelelsen.

- Til trods for de seneste måneders udfordringer som følge af cyberkriminalitet har vi set imponerende vækst i Diagnostik og Høreimplantater, og skønt væksten i vores detailforretning har været påvirket, så glæder det mig at se, at vi er tilbage i normal drift. Vores engrosforretning blev hårdt ramt af it-hændelsen, og vi arbejder hårdt og dedikeret på at eksekvere vores vækstaktiviteter og supportere vores kunder ved at imødekomme den store efterspørgsel efter ny høreapparatteknologi, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.