Erhverv

Stjernekok gik konkurs: Nu er han klar til nyt restauranteventyr

Et halvt år efter hans britiske restauranter gik konkurs, er Jamie Oliver klar til at åbne en stribe nye restauranter.

Arkivfoto: AP/Laurent Gillieron.

Kun få måneder efter at hans restauranter i hjemlandet Storbritannien måtte dreje nøglen om, planlægger den kendte tv-kok Jamie Oliver at åbne nye restauranter.

Ifølge det britiske medie The Guardian er Jamie Oliver på trapperne med konceptet til en ny restaurantkæde under navnet Jamie Oliver Kitchen.

I første omgang er det to eksisterende Jamie Oliver-restauranter på Bali og i Thailands hovedstad Bangkok, der står til at blive ændret til det nye koncept, som vil fokusere på at servere måltider hele dagen og ofte med udgangspunkt i det lokale køkken.

Men flere åbninger er på blokken. Ifølge The Guardian er yderligere 19 restaurantåbninger på vej i løbet af 2020.

Dermed bygger Jamie Oliver videre på det mad- og medieimperium, som den 44-årige kok har brugt de seneste 20 år på at opbygge, men som i foråret led et alvorligt knæk.

Her måtte Jamie Olivers britiske restauranter - på trods af flere redningsforsøg og pengeindsprøjtninger fra Jamie Oliver selv - dreje nøglen om. Det drejede sig bl.a. om flere af Jamie’s Italian-restauranter.

I alt 22 restauranter måtte lukke, hvilke kostede omkring 1.000 ansatte deres job. Kun tre af de britiske restauranter fik lov til at overleve, da de blev opkøbt af det britiske selskab SPP Group.

Udover hans restauranter, som der stadig findes omkring 70 af på verdensplan, tjener Jamie Oliver millioner af pund på indtægterne fra licenser, tv og bogsalg.

Sidste år kom hans private holdingselskab, Jamie Oliver Holding, ud af året med en omsætning på 43,5 mio. pund, svarende til 367 mio. danske kr, og et resultat før skat på 7,8 mio. pund.

Jamie Oliver trak 5,2 millioner pund, svarende til omkring 44 mio. danske kr., ud til sig selv sidste år.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også