Erhverv

Madbude kan være blevet snydt for millioner af dollars i drikkepenge

Udbringningsservicen DoorDash anklages for at have brugt kundernes drikkepenge til at nå op på minimumslønnen.

DoorDash blev etableret i 2013 i Palo Alto i Californien og har nu bredt sig til 4.000 byer i Nordamerika.

DoorDash er verdens tredjestørste firma inden for madudbringning. DoorDash banker på dørene overalt i Nordamerika. DoorDash har en markedsværdi på mere end 10 mia. dollars. Og nu har DoorDash fået Washington D.C.’s distriktsadvokat på nakken.

Karl Racine - som han hedder - har netop sagsøgt DoorDash for at have snydt sine madbude for millioner af dollars i drikkepenge gennem flere år og for at have ført masser af kunder bag lyset med manøvren. Det sker i forlængelse af en undersøgelse, som distriktsadvokaten indledte i marts med afsæt i en artikel på techsitet Recode.

Her kom det frem, at alle de drikkepenge, som kunderne har betalt på forhånd via udbringningstjenestens app, ikke er blevet lagt oven i madbudenes lave løn, men stik imod foreskriften blot er blevet brugt af DoorDash til at nå op på minimumsaflønningen af medarbejderne.

I søgsmålet betegnes manøvren som »tvetydig, forvirrende og vildledende«, fordi den opfordrer kunderne til at betale drikkepenge uden at afsløre, at pengene i de fleste tilfælde ikke gør en forskel i aflønningen af madbudene, men blot går til at subsidiere firmaets udgifter til personalet.

I forlængelse af afsløringerne indførte DoorDash i sommer et system, hvor drikkepengene rent faktisk går direkte til madbudene, men firmaet er ikke desto mindre skuffet over søgsmålet fra distriktsadvokaten, skriver CNBC.

»Vi mener, at påstandene i anklagen ikke fortjener opmærksomhed og ser frem til at svare på dem i en juridisk sag,« lyder det fra DoorDash.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også