Detailhandel aflyser forbrugsfest i december forud for årets store shoppingbrag
Halvdelen af danskerne ventes at indlede årets køb af julegaver nu på black friday med et brag. Alligevel forventer økonomer og detailhandel dog ikke, at den samlede julehandel går mod nye rekorder.
Danskerne går langtfra shopamok i december. Usikkerhed om den økonomiske fremtid, en faldende forbrugertillid og generel tilbageholdenhed vil lægge en bremse på julehandlen.
Sådan lyder vurderingen fra både økonomer og erhvervsorganisationer, kort før at det store julesalg i detailhandlen skydes i gang den kommende weekend med en af årets største handelsdage, black friday.
»Der vil blive brugt mere end i fjor og dermed også omkring julen. Men der er slet ikke lagt op til en forbrugsfest. Vi ser fortsat noget tilbageholdende forbrugere, og det vil de sikkert fortsat være op til jul. Der er sparet mange penge op i Danmark, men nye tal viser en faldende forbrugertillid, og fremgangen i beskæftigelsen er aftaget væsentligt. Det kan lægge en lille dæmper på julehandlen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
Julehandlen har ellers de seneste år fået danskerne til samlet at bruge flere penge på gaver og indkøb, og dertil kommer, at privatforbruget er steget med lidt over 2 pct. realt siden sidste jul. Men det får altså ikke økonomen til at spå om rekordstor forbrugsfest omkring jul.
I brancheorganisationen Dansk Detail, der organiserer mode- og skobutikker, er forventningerne til årets julehandel afmålte.
»Ud fra hvordan årets første 10 måneder er forløbet, kan jeg kun vurdere, at julehandlen bliver på niveau med i fjor. Jeg kan ikke se stigninger i danskerne forbrug i vores del af detailhandlen,« siger Jens Birkeholm, adm. direktør i Dansk Detail.
Også hos en anden brancheorganisation, Dansk Erhverv, er der skruet ned for forventningerne til årets julehandel. Sidste år var organisationen ude med en prognose om vækst på 5 pct., der ville bringe den samlede julehandel op på 14,4 mia. kr.
Markedsdirektør Henrik Hyltoft ønsker dog ikke præcisere årets forventninger, da organisationen endnu ikke har offentliggjort sin årlige juleprognose. Han siger dog:
»Som året har udviklet sig i privatforbruget og detailhandlen, er der nok ikke grund til at tro på en stor vækst i danskernes julehandel.«
Især den kommende black friday-weekend kan få betydning for årets samlede julehandel. Netop den salgsdag ligger i år helt op til månedsskiftet og en uge senere end i fjor. Dermed er der reelt færre handelsdage fra black friday frem mod jul end de foregående år.
»Black friday er blevet større og større de seneste år. Så de dage har stor betydning for detailhandlens julesalg. Vi har netop lavet en analyse blandt danske forbrugere, som viser, at op imod halvdelen af danskerne forventer at gå i gang med at købe julegaver omkring de tilbudsdage,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Et stor fokus i detailhandlen på black friday kan dog også have haft betydning for detailsalget hidtil i november. Hos Elgiganten, som satser markant på den kommende salgsweekend, siger adm. direktør Peder Stedal:
»Black friday bliver igen en stor salgsdag for os, og vi har år for år haft vækst de dage, så vi sætter alle sejl til igen. De seneste uger har der været lidt stilhed før stormen, hvor forbrugere måske venter på black friday til at købe julegaver.«

