Fortsæt til indhold

Rockwool skifter ud på formandsposten

Erhverv
/ritzau/FINANS

Bestyrelsen for Rockwool International indstiller Thomas Kähler til posten som ny bestyrelsesformand for isoleringskoncernen efter generalforsamlingen i april 2020.

På generalforsamlingen genopstiller Rockwools nuværende bestyrelsesformand, Henrik Brandt, ikke.

Thomas Kähler har været bestyrelsesmedlem i Rockwool siden 2008, men har sideløbende haft flere ledelsesposter i koncernen.

Siden 2015 har han været divisionsdirektør for koncernens Systems Division og en del af koncernledelsen, men det er poster, som han fratræder i forbindelse med generalforsamlingen.

- Jeg er utroligt glad for, at en enig bestyrelse i dag har bakket op om mit formandskandidatur. Nu forestår der en proces, som skal føre til valg og konstituering af bestyrelsen på generalforsamlingen til april næste år, siger Thomas Kähler, som også benytter - på vegne af familien Kähler - takker Henrik Brandt for hans store indsats i selskabet.

Henrik Brandt udtaler i meddelelsen endvidere, at han hele tiden har været klar over, at det var Thomas Kählers ambition at overtage formandsposten på et tidspunkt.

- Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse for mig, at det tidspunkt nu er kommet. Thomas har mange gode forudsætninger for at blive en succesrig formand, siger Henrik Brandt.

Artiklens emner
Rockwool