Erhverv

Bill Gates vil tappe solens energi og redde planeten

Et nyt amerikansk projekt vil skabe en ny måde at generere varme til industriel produktion. Håbet er, at den nye teknologi på længere sigt vil erstatte fossile brændstoffer i en sektor, der er en af de store klimasyndere.

Det er et af mangemillardærens erklærerede mål, at planetens udledning af drivhusgasser skal ned. Foto: AP/Elaine Thompson

Vi ved alle, hvad der sker, hvis man retter et spejl eller et forstørrelsesglas mod et tørt blad i solens varme. Gøres eksperimentet rigtigt, er det muligt at skabe ild kun ved hjælp af solens energi.

Forestil dig nu det eksperiment på meget større skala. Så har man i store træk det grønne energiprojekt, som verdens rigeste mand, Bill Gates, nu har smidt penge efter.

Virksomheden bag projektet hedder Heliogen, og de mener, at den nye måde at bruge solenergi på kan revolutionere måden, vi hidtil har skabt varme til at producere elementer som cement, stål og glas. Det skriver CNN.

Projektet fungerer på en måde, som kan minde om en strålekanon fra en science fiction-film. På en mark står en masse spejle, hvis formål er at omdirigere solens stråler til ét lille punkt. Spejlene styres af en kunstig intelligens, der kan justere dem alt efter, hvor solen står på himlen. Lykkes alle spejlene med at koncentrere solens stråler på ét centralt punkt, kan der genereres varme på op til 1000 grader celsius - hvilket er cirka en fjerdedel af temperaturen på solens overflade.

På denne måde mener Heliogen, at man kan erstatte afbrænding af fossile brændstoffer som kilde til varme i industriøjemed. Dette er en sektor, der i i 2010 blev anslået til at stå bag cirka en femtedel af verdens drivhusgasser. Det er dog ikke kun klimaet, der har noget at vinde med det nye projekt. Det har virksomhederne også, siger Bill Gross, der er stifter og adm. direktør ved Heliogen.

»Vi udruller teknologi, der kan slå prisen på fossile brændstoffer samtidig med, at den ikke udleder CO2. Hvis vi går til en cementvirksomhed og siger, at vi vil give dem grøn varme uden CO2, samtidig med at du vil spare penge, er det en no-brainer. Det er virkelig den hellige gral,« siger han til CNN.

Projektet har været hemmeligt indtil sidste uge, hvor den gik frem med sine opdagelser. På trods af hemmeligholdelsen har Bill Gates været en af de tidlige investorer, og han opfatter projektet som meget lovende.

»Jeg er tilfreds med at have været en af de tidlige støtter af Bill Gross’ nye solkoncentrationsteknologi. Dets kapacitet til at opnå de høje temperaturer påkrævet til disse processer er en lovende udvikling i missionen om dag at erstatte fossile brændstoffer,« siger han i en pressemeddelelse.

Læs også