Erhverv

Veloxis-topchef scorer jackpot: Får op mod 500 mio. kr. for salg af selskabet

Salget af biotekselskabet Veloxis til japanske Asahi Kasei for 8,9 mia. kr. sikrer topchef Craig Collard en gevinst på helt op mod 500 mio. kr. Storaktionær kalder det for markedskursen.

Collage: Anders Thykier

Dansk biotek er med salget af selskabet Veloxis blevet ramt af endnu en succeshistorie. Den er imidlertid vand i forhold til den personlige succes, som selskabet topchef Craig Collard står til.

Han kan nemlig sikre sig selv en gevinst i den helt store klasse, hvis salget går igennem.

»Vi har ikke de endelige tal endnu, men det kan godt løbe op i nærheden af en halv milliard kroner,« siger Lene Skole, adm. direktør i Lundbeckfonden, der sammen med Novo Holdings sidder på 72 pct. af selskabet.

Veloxis kort fortalt
    • Veloxis er et biotekselskab, der er børsnoteret i Danmark, men som i dag er beliggende i USA, efter at de danske arbejdspladser blev nedlagt i 2016 som følge af flytningen til USA.
    • Veloxis er et spinout fra Lundbeck og hed tidligere Lifecycle Pharma. I det gamle navn lå der implicit det, der i virkeligheden er forretningsmodellen, nemlig at optimere eksisterende produkter.
    • Selskabet har produktet Envarsus på markedet, der skal forhindre organafstødning hos nyretransplanterede patienter.
    • Envarsus’ fordel er meget forsimplet, at det kun skal gives én gang dagligt sammenlignet med konkurrenternes, der skal gives to gange dagligt.
    • En væsentlig del af selskabets succes i indeværende år skyldes, at konkurrenten Accord Healthcare har haft problemer med produktionen.
    • I alt har Veloxis udestående warrants til topchef Craig Collard på 4,3 pct. af den samlede aktiekapital. Til sammenligning er det tal 0,077 for Paul Chaplin, adm. direktør i Bavarian Nordic.
  • Den store gevinst skyldes et yderst lukrativt bonusprogram, der bl.a. har sikret ham hele 77 millioner warrants. De er med købsprisen på 4,45 kr. per aktie lidt mere end 340 mio. kr. værd.

    En warrant er en tegningsret til køb af aktier. Får man warrants, vil man opnå en gevinst, hvis aktiekursen på de nye aktier er højere end den aftalte tegningskurs.

    Det er ikke muligt at se, hvilken pris Craig Collard kan erhverve hver enkelt aktie til, men gennemsnitsprisen til ledelsen, hvor langt hovedparten er hans, er på 1,27 kr.

    Det svarer med det nuværende kursniveau til en gevinst på 244 mio. kr. før skat.

    Thomas Bowers, analytiker i Danske Bank, kalder salgsprisen for »rigtig flot« og understreger, at de aktionærer, der ikke tæller de to store fonde, skal være rigtig glade for at få en differentieret kurs. De får nemlig 6 kr. per aktie, hvilket ingen ifølge Thomas Bowers havde behøvet at tilbyde dem.

    Bestyrelsen får også gevinst
    • Nok står topchef Craig Collard til en enorm gevinst på sine mange warrants, men han er ikke alene. Bestyrelsen i selskabet har nemlig også, stik imod anbefalingerne for god selskabsledelse, warrants i selskabet.
    • De enkelte medlemmers warrants har en værdi på mellem 12,2 mio. kr. og op til lige over 16,9 mio. kr.

    »Man må have stor respekt for, at selskabet har overrasket positivt de seneste år og virkelig har leveret varen,« siger Thomas Bowers.

    Lene Skole kalder diskussionen om, hvad en person er værd, for svær. Craig Collards lønpakke er blevet sammenlignet med lignende amerikanske selskaber, fordi Veloxis i dag hører hjemme i USA.

    Den klækkelige sum, som Craig Collard står til at få, skyldes ifølge Lene Skole biotekselskabets succes det seneste års tid samt bonus i forbindelse med salg.

    »Veloxis er blevet meget mere værd, og samtidig er der kommet en køber. Det betyder så, at Craig Collard som CEO står til en meget pæn gevinst. Det har han kontraktuelt krav på. Den skal vi selvfølgelig følge, og det skal man som selskab gøre. Så overholder man sine kontrakter, og sådan hænger det sammen,« siger hun.

    Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Craig Collard.

    Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
    Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
    Læs serien her
    BRANCHENYT
    Læs også