Erhverv

It-firmaet Covidence tjener rekordmange millioner

Firmaet skiftede for nyligt ejer.

I den lille by Rønde på Djursland har it-firmaet Covidence i al ubemærkethed tjent massevis af millioner.  Foto: PR

Det danske it-firma Covidence, der laver videoudstyr i ministørrelse til politi, efterretningstjenester og militær rundt om i verden, fortsætter med at vække opsigt.

Også selvom at firmaet, der holder til i Rønde på Djursland, gør alt hvad det kan for at holde sig ude af rampelyset.

De oprindelige ejere har aldrig ønsket at tale med pressen, men regnskaberne for det lille it-firma med 32 ansatte tegner et billede af en vaskeægte dansk it-succes.

Covidence tjente i seneste regnskabsår 68 mio. kr., afslører et nyt regnskab. Det svarer til, at it-firmaet tjener over 2 mio. kr. pr. medarbejder.

»Selskabets drift har i regnskabsåret udviklet sig som forventet,« skriver ledelsen i regnskabet.

Covidence blev stiftet i 2007 af blandt andre Jimmi Møgelvang Hansen, som stadig er adm. direktør, og Henrik Klebæk. I 2014 solgte de firmaet til den britiske kapitalfond Montagu, der ifølge Børsen betalte mellem 700 og 900 mio. kr. for det dengang forholdsvis lille selskab.

Siden er Covidence vokset og vokset, og store overskud har gjort det muligt for ejerne at trække millioner ud i udbytte.

Tidligere på året valgte Montagu så at sælge Covidence videre til en anden britisk kapitalfond, EMK Capital. Hvor meget den nye ejer har betalt er hemmeligt.

I indeværende regnskabsår forventer Covidence et overskud på »minimum samme niveau« som året før, skriver ledelsen i det nye regnskab.

Egenkapitalen i Covidence er på lidt over 100 mio. kr. Selskabet har siden begyndelsen i 2007 samlet tjent lige knap 300 mio. kr., viser en gennemgang af dets regnskaber.

BRANCHENYT
Læs også