Daimler varsler fyringer for at frigøre milliarder til elbilsskifte
/ritzau/FINANS
Den tyske bilproducent Daimler gør klar til at nedlægge tusindvis af job for at frigøre midler til skiftet mod elektriske biler. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Daimler sigter efter at nedlægge tusindvis af job over hele verden ved udgangen af 2020, lyder det ifølge nyhedsbureauet i en meddelelse fra bilproducenten.
Nedskæringerne, som blandt andet skal nedbringe ledelsesjob i selskabet med 10 pct. på verdensplan, skal sænke medarbejderudgifterne med 1,4 mia. euro - svarende til 10,5 mia. kr.
Daimler lægger sig derved i slipstrømmen på andre store bilproducenter, der den seneste tid har varslet nedskæringer for at frigøre penge til omstillingen mod elektriske biler - blandt andet Audi og BMW.


