Det krævede fire bureauer: Nu skifter TDC navn
Infrastrukturdelen har fået nyt navn, og det ligger ikke langt fra det gamle.
Det krævede hjælp fra intet mindre end fire bureauer at finde ud af, at TDC ikke længere skal hedde TDC men i stedet for TDC NET. Det skriver markedsforing.dk.
»De fleste danskere kender den blå rhombe, som har været en del af vores visuelle identitet i mange år. Den bringer vi frem som vores ikon i det nye brand, hvilket giver os en masse frihed i det kreative og vil hjælpe os til at bygge videre på vores identitet, siger Mikkel Lind, Vice President, Head of Marketing, Communications & Online, TDC NET, til markedsforing.dk.
TDC NET dækker over selve infrastrukturdelen af koncernen, mens brands som YouSee, Fullrate og Telmore er samlet i indholds-divisionen Nuuday.
Ifølge Mikkel Lind har der i alt været 3.000 navne oppe at vende, men det krævede altså »masser af analyser, fokusgrupper, workshops og talrige interviews med TDC-medarbejdere i alle lag i virksomheden« at komme frem til det helt rigtige. At TDC nu skal hedde TDC NET.
Hjælpen er kommet fra reklamebureauet Mensch, kommunikationsbureauet FRIDAY, branding- og designbureauet Kontrapunkt og det britiske navnebureau Siegel+Gale, skriver markedsforing.dk.


