Erhverv

Vivino fyrede topchef - medstifter træder til

Heini Zachariassen er igen at finde i rollen som topchef for den populære vinapp, der har millioner af brugere verden over.

Heini Zachariassen er igen topchef i Vivino, der har knap 40 mio. brugere. Foto: Ricky John Molloy

Amerikanske Chris Tsakalakis nåede at være topchef i danskstiftede Vivino i omkring halvandet år.

Siden slutningen af oktober har Chris Tsakalakis, der har en fortid som vicepræsident i Ebay og topchef i Stubhub, ikke været at finde i Vivino.

Det oplyser Heini Zachariassen, medstifter og tidligere mangeårig adm. direktør i Vivino. Han er nu genindsat som topchef.

»Skilsmissen (med Chris Tsakalakis, red.) kommer efter grundig omtanke og overvejelser sammen med vores bestyrelse, som har bedt mig om at træde til som midlertidig adm. direktør,« skriver Vivino-medstifteren i en besked.

Vivino var i 2018 med til at sælge vin for omkring 1 mia. kr. Ifølge Heini Zachariassen har dette års oktober og november slået rekord for de måneder med størst omsætning i Vivinos historie.

»Væksten i vores brugerbase er stærkere end nogensinde, og vi har et exceptionelt talentfuldt hold på alle planer af vores organisation,« skriver han.

Heini Zachariassen oplyser, at Vivino vil fortælle mere om organisationen, når der er noget at berette.

Vivino er blevet kaldt én af Danmarks hurtigstvoksende virksomheder, har rykket hovedkontoret til San Francisco og beskæftiger nu 130 ansatte. På verdensplan har Vivino knap 40 mio. brugere.

Men trods de fine meritter og 10 års levetid lader det første overskud stadig vente på sig. Senest blev det i 2018 til et underskud på 50,7 mio. kr. i det danske datterselskab.

Underskuddet var det største nogensinde.

»Man bliver ikke global markedsleder, hvis man tænker på bundlinjen de første 8-10 år. Hvis vi i dag havde de samme omkostninger som for halvandet år siden, var vores bundlinje faktisk positiv nu. Men det handler om at vinde alle de markedsandele, vi kan, så længe markedet ikke er modnet. Og det koster,« sagde Heini Zachariassen i november 2018.

Vivinos app gør det muligt for brugerne at scanne en vinflaske og dermed se andre brugeres anmeldelse af vinen, samt flaskens gennemsnitspris.

Desuden fungerer Vivino også som en handelsplatform, hvor appen får en lille del af prisen for at formidle købet.

Gennem årene har flere investorer spyttet adskillige millioner i appen. Den danske kapitalfond Seed Capital har været med ombord siden 2011, og sidste år hentede Vivino ligeledes 130 mio. fra en gruppe internationale venturefonde.

Vivino blev skabt i 2010 af Heini Zachariassen og Theis Søndergaard. Vinfirmaet har kontorer i Danmark, USA, Irland, Ukraine og Indien.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også