Erhverv

Flymilliardær ville sælge - nu har han fortrudt

Richard Branson har forhandlet sig ud af en to år gammel aftale om, at Air France-KLM skal købe en større ejerandel i luftfartsselskabet Virgin Atlantic.

Den britiske superiværksætter Richard Branson driver en række selskaber - bl.a. Virgin Atlantic. Foto: AP Photo/Mark J. Terrill

Den britiske milliardær Richard Branson vil afblæse et planlagt salg af andele i luftfartsselskabet Virgin Atlantic Airways. I stedet vil han og familien fastholde kontrollen med selskabet, som han samtidig vil ekspandere med nye ruter og fly.

Det skriver den britiske erhvervsmand i et digitalt brev til de ansatte i koncernen – og som samtidig er offentliggjort.

Richard Branson har angiveligt forhandlet sig til en aftale om at aflyse salg af ejerandele til Air France-KLM Group, så han selv og familien beholder 51 pct. af Virgin.

Ifølge flere nyhedsbureauer havde Air France-KLM ellers i 2017 accepteret at købe ejerandelen for ca. 220 millioner britiske pund - ca. 2 mia. kr. Det indgik som led i en aftale med amerikanske Delta Air Lines, der ejer 49 pct. af Virgin Atlantic.

En endelig aftale med Air France-KLM forventes ifølge nyhedsbureauet Bloomberg at blive indgået i løbet af de næste par uger. Air France-KLM afviser dog over for Bloomberg at kommentere sagen.

Richard Branson har tidligere i år udtalt, at han reelt var ked af at overgive kontrol over luftfartsselskabet, som han etablerede for 35 år siden. Men han understregede, at det var nødvendigt for at sikre virksomhedens fremtid i en industri præget af få, store selskabsgrupper.

Virgin har i år under en ny adm. direktør, Shai Weiss, dog udvidet med flere nye ruter samt bestilt en række nye fly.

Richard Branson skriver i brevet til de ansatte bl.a., at han vil forsøge at intensivere indsatsen for at skaffe Virgin bedre plads i Londons Heathrow-lufthavn. Hans mål er at gøre Virgin Atlantic til en stærkere britisk konkurrent over for giganten British Airways.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også