Erhverv

Nødlån holder kriseramt flyselskab i live

Det italienske flyselskab Alitalia har fået endnu et milliardlån.

Alitalia holder sig kun knapt i live med støtte fra staten.
Foto: Markus Mainka/AP

6,7 mia. kr. Så mange penge har det kriseramte flyselskab Alitalia modtaget fra den italienske stat siden 2017 - og nu er der yderligere 2,9 mia. kr. på vej i selskabets retning.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Alitalia har netop fået godkendt et nyt milliardlån fra den italienske regering. Lånet gælder for det næste halve år og skal bl.a. give selskabet mulighed for at omorganisere sig og finde en køber.

Alitalia har ikke tjent penge siden 2002 og er flere gange gået konkurs. Lige nu holdes det kun i luften med hjælp fra staten, som adskillige gange har ydet nødhjælp i milliardklassen.

Den italienske regering ønskede oprindeligt at lægge aktiviteterne i Alitalia under det statsejede jernbaneselskab Ferrovie dello Stato, men det krævede en investor, som ikke har været til at finde.

Flere mulige købere har været på tale, herunder tyske Lufthansa og amerikanske Delta Airlines. Ingen af dem har dog svaret, før budfristen på Alitalia udløb den 21. november.

Derudover har den italienske regering fortalt, at den ikke vil tillade, at udenlandske luftfartsselskaber ejer mere end 40 pct. af Alitalia.

Også det italienske holding-selskab Atlantia, der ejes af Benetton-familien, har vist interesse for Alitalia, men har heller ikke mødt svarfristen.

Da Alitalia senest gik konkurs i 2017, skete det, efter at de ansatte i selskabet havde sagt nej til en omfattende spareplan. Siden har Alitalia været under statslig administration.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også