Erhverv

Change er tilbage i topform: Har største overskud nogensinde

Change of Scandinavia har netop offentliggjort sit seneste årsregnskab - og det ser rigtig godt ud for den danske undertøjskæde.

Claus Walther Jensen er ejer af og adm. direktør i Change of Scandinavia, der i år har største overskud nogensinde. Foto: Sofia Busk

Undertøjsvirksomheden Change er tilbage i topform.

Efter et enkelt år med kraftigt dyk i overskuddet, svinger kurven nemlig igen skarpt opad for den danske undertøjsgigant. Change har netop præsenteret et årsregnskab med det største overskud i selskabets historie - 24,4 mio. kr.

Og hvis man spørger virksomhedens adm. direktør, Claus Walther Jensen, ser fremtiden også lys ud.

Ifølge ham, investerer virksomheden nemlig fortsat stort i dens butiksnet i bl.a. Tyskland, Polen og Canada. Det skal sikre, at Change bliver ved med at vokse.

»Vi er vokset med ca. 15 pct. sidste år, og det tilstræber vi også at gøre i år,« siger han.

I 2018 kunne virksomheden berette om et dyk i regnskabet. Den kom nemlig ud af det forrige regnskabsår med et overskud på 8 mio. kr. mod 22,2 mio. kr. året forinden. Det skyldes imidlertid nogle »ekstraordinære omkostninger«, forklarer Claus Walther Jensen.

Resultatet var, ifølge regnskabsberetningen, forventet. Selskabet åbnede samme år 20 nye butikker i Europa og Canada.

Change of Scandinavia Holding A/S, der er selskabet bag de velkendte lingeri-butikker, blev stiftet i 2005 af Claus Walther Jensen og hans familie. Siden da har virksomheden vundet indtog i både Danmark og udlandet.

I dag har virksomheden mere end 220 butikker rundt om i verden, hvoraf 50 ligger i Danmark. Change beskæftiger ca. 130 administrative medarbejdere og omsatte i 2018/2019 for 490 mio. kr.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også